Sikker sejr til Broberg

Kristoffer Broberg vandt i overlegen stil. Foto: Getty Images.

Printer venlig versionSend til en ven

Kristoffer Broberg udbyggede sit forspring og vandt sikkert Finnish Challenge på challengetouren. Nørret sluttede skidt af

Længe inden Finnish Challenge fandt sin vinder, var Thomas Nørret på banen. Den eneste tilbageværende dansker i turneringen lavede hurtigt to birdies, der rykkede ham frem fra startpositionen som nummer 24. Men Nørret fik to bogeys og en doublebogey på scorekortet, og han faldt tilbage til nummer 39 i par. En af de to bogeys kom på hul 18, og det var tredje gang i turneringen, at Nørret brugte seks slag på det afsluttende par 5 hul.

Bedre gik det for Kristoffer Broberg. Svenskeren afsluttede turneringen i fornem stil med en birdie på sidste hul. Inden dagens spil havde Broberg et fire slags forspring, men med dagens runde i 68 slag udbyggede han føringen til forfølgerne. 6 slag efter Broberg sluttede Wil Besseling på andenpladsen. Bjorn Åkesson og Peter Uihlein blev nummer tre og fire, og Nick Dougherty fik med en runde i par del i 5. pladsen.

Ingen kunne lægge pres på Broberg under dagens runde, og der var aldrig rigtig tvivl om udfaldet. Brobergs fire runder gav en vinderscore i -15 på Kytäjä Golf.

- Jeg var ikke nervøs på noget tidspunkt i dag. Jeg følte mig rolig, og jeg vidste, at jeg bare skulle spille på samme måde, som jeg har spillet de forgående tre runder. Med sådan et stort forspring vidste jeg, det ville blive svært for de andre at fange mig.

- Det er en fantastisk følelse, og jeg er meget glad. Jeg var selvsikker og jeg har spillet godt i denne sæson, men jeg havde aldrig troet, at en sejr på challengetouren ville komme så hurtigt, sagde 26-årige Broberg, der spillede sin kun anden turnering på challengetouren.

Selvom Andreas Hartø missede cuttet i Finland, beholdt han sin fjerdeplads på pengelisten. Med førstepræmien på 27.200 euro rykker Kristoffer Broberg frem som nummer 29.