Sidste stop i Europa

Mads Søgaard sluttede første runde i Irland med to bogeys men kom alligevel rundt to under par (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Challengetouren afvikler denne uge sæsonens sidste turnering i Europa, inden turen går mod øst til de to store afgørende turneringer, så tingene spidser til for spillerne med europatourdrømme

Præmiesummen på 180.000 euro i Volopa Irish Challenge er beskeden i forhold til pengene i årets sidste turneringer i Kina og Oman. Det betyder, at der skal et topresultat til i denne uge, hvis nogen mærkbar effekt skal kunne spores på Order of Merit.

Ingen af de danske deltagere fik dog nogen fantastisk start på ugen på Mount Wolseley Hotel Spa and Golf Resort. Runder i 70 slag placerer Joachim B. Hansen og Mads Søgaard delt nummer 32 i -2. Det er fem slag efter den førende spiller Robert Coles.

Efter andenpladsen i den pengestærke turnering i Kazakhstan for nogle uger siden er Søgaard nummer 12 på Order of Merit, men der skal knokles for at forblive i top-15 for at erhverve et europatourkort. Der er kun 2.351 euro mellem Søgaard og nummer 16 på listen, så det bliver en tæt kamp over de sidste turneringer.

Med en 20. plads for sæsonen er Jeff Winther også med i kampen om at spille sig på europatouren, men med næsten 13.000 euro op til 15. pladsen kræver det, at Winther finder sommerens storspil frem igen. Han startede ugens turnering med en runde i -1 og er på 48. pladsen.

De tre danskere er blandt de 45, som kommer med til sæsonfinalen. Deres landsmænd gjorde ikke meget på første runde for at spille sig nærmere det gode selskab.

Jeppe Huldahl skød tre under par på sine første ni huller og tre over på de sidste ni for en runde i par og 66. pladsen. Det er et slag bedre end Christian Gløet på 84. pladsen. Andreas Hartø er blot nummer 106 efter en 76'er.