Sejr på europatourens bedste bane
Af Martin Rahbech
Jamie Donaldson vandt The Irish Open med Thorbjørn Olesen på 18. pladsen
Det var den 255. turnering, og den første sejr for den 36-årige waliser Jamie Donaldson ved The Irish Open.
Han har i sin næsten 10 år lange karriere på europatouren hentet 32 placeringer i top 10, men søndag kulminerede hans karriere med en overbevisende sejr på Royal Portrush.
Jamie Donaldson førte med et enkelt slag efter tredje runde, men da han stod på 18. hul sidst på søndag eftermiddag havde han fire putts til at vinde turneringen. Han nøjedes med et enkelt og vandt med fire slags afstand til Rafael Cabrera-Bello, Fabrizio Zanotti og Anthony Wall.
- Det er en smule surrealistisk. Det er ikke sunket ind endnu. Jeg kiggede ikke på leaderboards undervejs, men jeg spillede virkelig godt, og var helt tryg ved mit spil, sagde Jamie Donaldson ved præmieceremonien.
Her måtte han også sende stor respekt til både Royal Portrush og ikke mindst de veloplagte nordirske tilskuere.
- Det var den bedste bane, jeg nogensinde har spillet på europatouren, og tilskuerne var virkelig utrolige, sagde Jamie Donaldson.
Arrangørerne kunne med stolthed også melde, at der har været 112.288 tilskuere fordelt på de fire dage. På finaledagen alene var der 30.362 på Royal Portrush.
Thorbjørn Olesen kunne ikke leve op til sin fænomenale lørdagsrunde i 66 slag, der sendte ham helt op på sjettepladsen. Han var nogenlunde med efter sine første 10 finalehuller, hvor han var i -3 for runden. Han scorede desværre ikke nok birdies til at blande sig i toppen, og med en runde i 71 slag (-1) faldt han tilbage på 18. pladsen med en total i -9.

