Same procedure as last year

Jordan Spieth er på vej mod den laveste totalscore nogensinde Tournament of CHampions på Kapalua (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Med en runde i -9 i Tournament of Champions præsenterede Jordan Spieth nyt bevis på, at han er verdens bedste golfspiller

Same procedure as last year? 
 
I mange år omhandlede det spørgsmål ved indgangen til en ny sæson Tiger Woods, og udfaldet var ligeså forudsigeligt som svaret i 90 års fødselsdagen: Same procedure as every year.
 
Der er vi langt fra endnu med Jordan Spieth, men verdens nummer ét rundede sin historiske sæson 2015 af med en sejr i Tour Championship, og det er også på toppen, han er at finde halvvejs gennem Tournament of Champions. Ikke at det burde komme som nogen overraskelse, hvis man har lyttet til hans udtalelser forud for turneringen.
 
- Jeg tænker ikke på det som et nyt år. Jeg tænker bare, at vi havde en pause på tre uger, og vi fortsætter forhåbentlig bare på samme niveau, sagde han.
 
Runder i 66 og 64 sender et klart signal om, at der er mere i vente fra samme skuffe - en skræmmende tanke for konkurrenterne, som så to majors og tre øvrige titler ende i favnen på Spieth i 2015.
 
Fredag startede den 22 år gamle texaner ud i førerbolden et slag efter sin Ryder Cup makker Patrick Reed, men han skulle hurtigt komme til at vise, hvem der bestemmer. Fundamentet til dagens bedste runde på Plantation Course blev støbt med birdies på hul fem, seks og otte, og byggeriet begyndte for alvor at tage form med en chip-i-eagle på niende.
 
En serie på tre birdies i træk på bagni og en sidste på hul 18, der nåede at tænke sig om et par gange, før den droppede til bunds, sikrede Spieth en runde ni slag under par og en total i -16 for de første 36 huller, fire slag fri af feltet.
 
Andenpladsen deles mellem Reed (69), der ligesom Spieth stadig er bogeyfri, Fabian Gomez (66) og Kevin Kisner (65), som får æren af at spille med i førerbolden lørdag.
 
Rory McIlroy starter først sin sæson i Abu Dhabi om to uger og Jason Day er langt tilbage i feltet på Kapalua efter en runde i par, så Spieth har et forspring i forhold til sine største konkurrenter, men kan han gøre 2016 til sit år i ligeså overbevisende stil som 2015? Det kan være svært at tro, men årets to første runder er et hårdtslående argument. Uanset hvad kan man ikke tage en god start fra ham.