Så skal Mark Haastrup i gang
Af Martin Rahbech
Mark Haastrup satser på rutinen, når han stiller til start i Open de España i denne uge
Mark Haastrup har ikke været i aktion på europatouren i over otte måneder på grund af eftervirkninger fra et brud i håndledet. Men nu er han tilbage. Mark Haastrup er en af seks danskere til start i Open de España.
- Min mavefornemmelse har det godt. Jeg synes, jeg har haft en god forberedelse, og jeg føler mig klar til torsdag og første slag. Hvordan det går, er jo svært at spå om, da det jo er lang tid siden jeg har været i konkurrence, men det kan jeg jo ikke gøre så meget ved. Så jeg satser på min rutine trods alt kan bruges på det område, fortæller Mark Haastrup til Golf.dk
Han var i lørdags i kamp for sin nye klub, Åskov Golfklub.
- Personligt fungerede det OK i weekenden. Det var ikke prangende, men der var nogle gode takter. Det var jo svære betingelser med stærk vind, regn til tider og ikke mindst kulde, så der var bestemt nogle slag, som ikke var gode nok, men alt i alt fik jeg trænet nogle gode ting, siger Mark Haastrup, der var med til at spille uafgjort mod Silkeborg i 2. division.
Kulden lod han blive i Danmark. Nu er der noget lunere forhold over Real Club de Golf de Sevilla.
- Spillemæssigt har jeg haft nogle gode dages træning med spil på banen. Jeg spillede banen i 2010, så kender den fint. Jeg har ramt bolden fornuftigt, både på rangen og banen og tirsdag fik jeg trænet putning og det korte spil. Så jeg er klar, siger Mark Haastrup, som håber, nerverne vil være på hans side.
- Jeg er ikke nervøs lige nu, men der skal da nok komme lidt spænding i kroppen når turneringen først begynder. Men tror også det mest vil være glæde for at være tilbage. Jeg bare skal ud og fyre den af, det bedste jeg kan, siger Mark Haastrup.
Udover Mark Haastrup er der gensyn på europatouren med Anders Hansen og Thomas Nørret.
De tilslutter sig Søren Kjeldsen, Søren Hansen og Thorbjørn Olesen til det bedst repræsenterede felt med danskere i denne sæson.
