- Så ville jeg helst spille Augusta
Af Claes Meldal
Tourspillernes Hemmeligheder: Der er stor geografisk forskel på, hvilken enkelt bane tourspillerne helst ville spille resten af deres dage
Velkommen til Tourspillernes Hemmeligheder, hvor Golf.dk går tæt på nuværende og tidligere tourspilleres bedste, sjoveste og skøreste øjeblikke. Læs tourspillernes historier hver onsdag.
Hvis du kun måtte spille én golfbane resten af dit liv, hvilken bane ville du så vælge?
Andreas Hartø:
Det kommer helt an på, om jeg ville have lyst til at blive udfordret HELT vildt, eller om det bare skulle være for at have det sjovt.
Hvis det skulle være for at blive udfordret, så ville jeg helst spille på Augusta resten af mine dage som golfer.
Hvis det bare skulle være for at have det sjovt, så skulle det være Møn Golfklub. Jeg har ikke været over par på Møn i mange år. Det er altid sjovt at gå under par!
Lasse Jensen:
Puha, den er svær. Formentlig Lake Nona, fordi omgivelserne er pragtfulde. Jeg kunne sagtens bo "resten af mit liv" inden for porten til Lake Nona. Kanon golfbane, fantastiske træningsfaciliteter, super fitnesscenter, god restaurant. Ja, jeg kunne blive ved. Derfor!
Karen-Margrethe Juul:
Jeg ville nok vælge min barndomsbane Esbjerg. Den ligger i et naturskønt område, og jeg bliver aldrig træt af vestkysten og vinden.
Charlotte Kring Lorentzen:
Jeg tror, at mit valg ville falde på Silkeborg, fordi den er udfordrende, og alene af den grund bliver den ikke kedelig. Desuden er den som regel i fantastisk stand.
Rasmus Hjelm:
Jeg ville nok vælge Augusta, dels fordi jeg ikke har spillet den, på grund af historien om stedet og Masters, og så fordi det ville være en bane, der for alvor kunne lære mig at slå en draw. Min fade passer ikke rigtig godt til den bane...







2 kommentarer til "- Så ville jeg helst spille Augusta"
Min klub
Hvorfor ikke Hvalpsund?
Augusta
Vil det ikke være lidt dumt at vælge Augusta, da den kun er åben et par måneder om året ?
Indsend kommentar