Ryder Cup stjerner vender hjem
Af Mikkel Ring Christensen
Flere af Ryder Cup heltene vender i denne uge tilbage til europatouren, hvor pro-am turneringen Alfred Dunhill Links spilles i Skotland
Peter Hanson, Paul Lawrie og Martin Kaymer har hjembragt det gyldne Ryder Cup-trofæ, og de er sammen med europas fire vice-kaptajner taget til Skotland, for at spille Alfred Dunhill Links Championship.
Man må håbe for Ryder Cup heltene, at de er kommet sig over sejrsfesten, for ellers kan de få svært ved at klare sig i det stjernespækkede felt, der er til start i turneringen. De sydafrikanske Major-vindere Louis Oosthuizen, Charl Schwartzel og Ernie Els er her. Det samme er den genopstandne Padraig Harrington, der efter et par magre år har fundet spillet til at kæmpe med om turneringssejre igen.
Dustin Johnson er efter søndagens skuffelse taget over atlanten for at være med i Skotland. Johnson har vist god form på det seneste, og i Ryder Cup vandt han alle sine tre kampe.
Thomas Bjørn, Anders Hansen, Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen og Andreas Hartø udgør den danske delegation i denne pro-am turnering.
For to år siden lagde Thomas Bjørn sig i spidsen for turneringen efter første runde, efter at have fået inspiration som vice-katajn for Ryder Cup holdet i Wales. Måske kan han gøre noget af det samme i denne uge.
Anders Hansen har tidligere, i selskab med Peter Schmeichel, opnået en andenplads i turneringen.
Andreas Hartø er her på en invitation, og han kan passende bruge ugen på at vænne sig til niveauet, inden han næste år vender tilbage til europas fineste selskab.
Blandt kendisserne i dette års turnering er den nu pensionerede svømmer Michael Phelps, løberen Oscar Pistorius- også kendt som ”blade runner” på grund af sine benproteser, de tidligere fodboldspillere Ruud Gullit, Johan Cruyff og Jamie Redknapp, foruden britiske legender inden for roning og cricket.
Hver af de professionelle får følgeskab af en amatør, og sammen skal de spille de ikoniske baner Kingsbarns, Carnoustie og St. Andrews Old Course, som også lægger græs til finalerunden. Turneringen spilles i en munter og afslappet stemning, men med en præmiesum på 5 millioner dollar, er det samtidig en af de store turneringer på europatourens kalender, så et topresultat her kan få stor betydning på diverse ranglister.


2 kommentarer til "Ryder Cup stjerner vender hjem"
hugh grant
Hugh grant ikke hugh lawrie!
Tak for det
Naturligvis er det Hugh Grant. vh redaktionen