Rutinen reddede danskerdag

Søren Kjeldsen er klar til finalen i Castelló Masters efter en glimrende afslutning fredag. Foto: Getty Images
Søren Kjeldsen er klar til finalen i Castelló Masters efter en glimrende afslutning fredag. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Søren Hansen og Søren Kjeldsen er klar til finalen i Castelló Masters

Det har ikke været en mindeværdig sæson endnu for Søren Hansen og Søren Kjeldsen, men de to erfarne herrer stod fredag for de bedste danske præstationer ved Castelló Masters, hvilket bragte dem i weekenden finale.

Søren Hansen spillede en forrygende 66’er med hele otte birdies på kortet. Det bragte ham med ekspresfart ind i finalefeltet, hvor han ligger på 43. pladsen med en samlet score i 141 slag (-1).

Søren Kjeldsen er finaleklar med samme score. Det holdt lidt hårdere for Søren Kjeldsen, men han slog til med tre birdies på sine fire sidste huller til en runde for dagen i 67 slag (-4).

Skæbnen var meget hård ved Jeppe Huldahl, der lignede det bedste danske finalebud efter sin fine, stabile, bogeyfrie åbningsrunde.

Men stabiliteten var ikke kommet med på anden runde, som Huldahl brugte 77 slag (+6) på at gennemføre efter blandt andet en dobbeltbogey og en trippelbogey.

Jeppe Huldahl sluttede på 97. pladsen med en total i +5.

Thorbjørn Olesen missede også cuttet efter en anden runde i 72 slag (+1), som placerede ham på 91. pladsen med en total i +4.

Hvis man kigger på hans rookie-kolleger, som er med ham i kampen om at blive Sir Henry Cotton Rookie of the Year, så måtte sidste uges triumfator, Tom Lewis, opgive at spille videre efter sin åbningsrunde, da han er blevet ramt af en virus.

Tom Lewis er trods sin helt friske indmeldelse på europatouren en seriøs kandidat til den prestigefyldte titel.

En anden seriøs kandidat er Scott Jamieson. Han er videre til finalen, og han er den rookie, som er nærmest Thorbjørn Olesen på Race to Dubai med en afstand på 73.000 euro.