Ren Weltklasse i Berlin

Brandenburger Tor er Berlins mest berømte vartegn.
Brandenburger Tor er Berlins mest berømte vartegn.
Printer venlig versionSend til en ven

Golf.dk i Berlin: Spil golf, mærk historiens vingesus og nyd metropolens mange muligheder. I Berlin kan du nå det hele – både med og uden familien

Når mange danskere tager af sted på golftur, foregår det ofte med golfslænget. Det kan være svært at lokke familien med, hvis turen går til et trøstesløst golfresort langt ude på Lars Tyndskids marker, hvor den eneste ordentlige adspredelse er golf.
 
Sådan er det ikke i Berlin. Her har du optimale muligheder for at sammensætte den perfekte kombination af storby/natur, golf/sightseeing og afslapning/aktiviteter. Efter bare et par timers kørsel fra den dansk-tyske grænse er du hurtigt fremme ved destinationen, og her har du sikkert allerede valgt, om du vil have base i den pulserende storby eller midt i den storslåede natur omkring Berlin.
 
Storby eller natur?
Hvis du vælger storbymodellen, kan du ikke bo meget mere centralt end på det store Hotel Park Inn på Alexanderplatz i hjertet af Berlin. Med direkte udsigt til det bombastiske Fernsehturm har du byen og alle dens restauranter, butikker og seværdigheder lige i baghaven. Og golfbanerne ligger ikke mere end godt 20 minutters kørsel derfra. Kys familien farvel tidligt om morgenen og vær hjemme igen til frokost.
 
En alternativ model er at bo i naturskønne omgivelser uden for Berlin centrum og tage tog eller bil ind til den tyske hovedstad. De åbenlyse fordele er smukkere natur, bedre muligheder for at koble helt af og – ikke uvæsentligt – kortere afstand til de fantastiske golfbaner omkring Berlin. Et godt bud er det idylliske Resort Schwielowsee en halv times kørsel fra storbyen.
 
Golf i verdensklasse
Og nu til det allervigtigste: Golfbanerne. Der ligger omkring 20 baner i området omkring Berlin, og mange af dem holder et ekstremt højt niveau. Du kan for eksempel spille Tysklands fjerdebedste golfbane Seddiner See, hvor du bliver udfordret af Robert Trent Jones Jr. og hans forkærlighed for dybe bunkere.
 
Du kan også vælge at besøge Tysklands ældste golfbane fra 1895, den drøncharmerende Wannsee. Her kan du spille uforstyrret skovgolf i et af Berlinområdets smukkeste naturområder. Og på vej tilbage mod Danmark kan du spille den danskejede Golf in Wall, hvor danske Flemming Maas byder på 18 hullers golf i den nordberlinske natur – og måske et stjerneskud til frokost?
 
Endelig kan du vælge at gå all-in og snuppe en runde på A-Rosa ved Scharmützelsee lidt længere fra Berlin, hvor du kan spille på Tysklands næstbedste bane og nyde de luksuriøse sports- og spafaciliteter på resortet. Desuden giver Motzener See dig endnu en mulighed for at spille klassegolf i nærheden af Berlin.
 
Overflødighedshornet Berlin
Når dagens sidste putt er sendt i koppen, er der stadig masser af tid til at udforske Berlins mange muligheder. Berlin har været gennem en fantastisk udvikling siden murens fald, og byen rummer i dag seværdigheder, shopping og gastronomi, som kan tænde julelys i øjnene på selv de mest kræsne turister.
 
Snyd ikke dig selv for Brandenburger Tor, det jødiske monument, shopping på Kurfürstendamm, en tur på Berlins højest beliggende café i Fernsehturm, afslapning i den store park ved Tiergarten, lækker og billig mad fra et hvilket som helst køkken i verden – og slut af med et godt glas vin på den afslappede vinbar Perlin, hvor du betaler det, du har lyst til.
 
Tyskland venter
Tysklands elskede National-Elf er blandt favoritterne til at hæve EM-trofæet som Europas bedste fodboldlandshold på søndag. Om det lykkes, vil tiden vise. Men uanset hvad, kan de glæde sig over at have en hovedstad med så gode golfmuligheder, at du gør klogt i at kigge mod Berlin, når du planlægger din næste golftur i sommerhalvåret.

Gute Reise!