Puttet der gav bingo

Sejren slap Thorbjørn af hænde, men han leverede en fantastisk præstation i Qatar

Printer venlig versionSend til en ven

Power Rankings: Thorbjørn Olesen spillede med om sejren i Qatar – og sikrede sig en vidunderlig bonus efter sit allersidste slag i turneringen

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.
 
1. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 2 i Qatar Masters (European Tour)
Thorbjørn Olesen gik ind til finaledagen med forhåbninger om en sejr og en drømmestart på 2016-sæsonen. Her viste Branden Grace sig for stærk i den stride blæst, men Thorbjørn kæmpede sig flot rundt og fik fuldt udbytte af sine anstrengelser på allersidste hul. Her lykkedes det danskeren at sænke sit birdieputt, hvilket gav ham omkring en halv million ekstra på præmiechecken, som blev på knap 1,5 mio. kr. - og vigtige ranglistepoint.
 
2. Søren Kjeldsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 20 i Qatar Masters (European Tour)
Stabilitetens mester leverede i al stilfærdighed feltets bedste finalerunde med en 68’er under meget udfordrende betingelser i går søndag. Kun en enkelt bogey blev det til, og imponerende nok lavede den ellers ikke langtslående Kjeldsen birdie på samtlige fire par 5-huller i finalerunden.
 
3. Puk Lyng Thomsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 3 i Portuguese International Ladies Championship (amatør)
Puk Lyng Thomsen var en af blot fem spillere, der formåede at bryde par i den stærkt besatte amatørturnering. Hun sluttede af med en flot runde i 69 slag og satte endnu en fjer i hatten på dansk damegolf, der rider på en bølge af succes i disse år. Der mangler bestemt heller ikke talent i næste geled.
 
4. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 41 i Qatar Masters (European Tour)
Lucas Bjerregaard klarede ubesværet cuttet i Qatar Masters efter to runder i 68 og 70 slag. I weekenden formåede frederikshavneren dog ikke at holde momentum, og lørdagens 77’er sendte ham et stykke ned ad leaderboardet. Han sluttede dog af med en god bagni i finalerunden, blandt andet med en eagle på 10. hul, hvilket betyder, at han kan drage fra Qatar med en vis optimisme.
 
5. Sebastian Cappelen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 27 i Panama Claro Championship (web.com Tour)
Sebastian Cappelen fik ikke den fulde kategori til web.com Tour, som han havde håbet på, men det er uomtvisteligt, at han har niveauet til touren. Han kom med i Panama Claro Championship og rystede en svag 73’er i åbningsrunden af sig med efterfølgende runder i 69 og 66 slag. Finalerunden i 71 slag gav dog et lille fald på leaderboardet, og slutfacit blev en 27. plads for den talentfulde fynbo.
 
Boblere
Ingen