Purunge sydafrikanere igen på spil

Søndag repræsenterer Anthony Wall rutinen i kampen mod ungdommen i Joburg Open (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

For en uge siden vandt 22-årige Brandon Stone sit hjemlands mesterskab, og søndag kommer et par af hans endnu yngre landsmænd i kamp om Joburg Open

De dage er talte, hvor man kunne regne med Ernie Els og Retief Goosen til at afgøre turneringer mellem sig, men selvom alderen er begyndt at indhente de to ultrapopulære kæmper, strutter sydafrikansk professionel golf af sundhed.
 
Louis Oosthuizen har de seneste par år flere gange været tæt på at føje majortitler til sit enlige Open Championship, og Branden Grace ligner for alt i verden en kommende majorvinder.
 
Nu melder en helt ny generation af sydafrikanske talenter sig på banen. I søndags vandt 22-årige Brandon Stone SA Open Championship, og når morgendagens finalerunde i Joburg Open skydes i gang, er det med hans to endnu yngre landsmænd på en delt førsteplads.
 
Haydn Porteous, 21 år, og på mandag 21 år gamle Zander Lombard spillede sig lørdag i front på Royal Johannesburg & Kensington Golf Club i -15. Porteous skød fire under par lørdag og Lombard -7. Det kommer til at blive en af historiens mest urutinerede førerbolde, da de to sammenlagt kun har spillet 27 turneringer på europatouren.
 
Anthony Wall (-4 lørdag) er oppe på siden af de to unge knægte i -15, men englænderen må nøjes med en plads i næstsidste bold sammen med Daniel Im. Wall har en enkelt turneringssejr på europatouren, men den daterer sig tilbage til 2000, og siden har den 40-årige englænder spillet 416 turneringer uden at slutte øverst på sejrsskamlen. 
 
Der venter en klassisk kamp mellem rutine og ungdommens gåpåmod. Det, der taler til Walls fordel, er, at hans enlige sejr kom i netop Johannesburg, Sydafrika, og i sidste års udgave af Joburg Open sluttede han på en delt andenplads.
 
Han kan tydeligvis lide stedet, men det er ikke kun de to sydafrikanere, Wall skal holde i skak for at vinde. Himmelstormeren Paul Dunne, der var tæt på at vinde The Open, spillede sig frem på den delte fjerdeplads i -13, hvor også Ross McGowan, Im og Jacques Blaauw ligger.