Professionel vandt BMW Masters 2012
Af Martin Rahbech
Jesper Drongstrup holdt landsholdsspiller og det lokale håb væk fra førstepladsen
Den anden udgave af BMW Masters i Kolding Golf Club blev spillet i weekenden, og der var skaffet et stærkt felt med både professionelle og amatørprofiler, der tog kampen op på en bane, der er blevet rost fra flere sider.
Landsholdsspiller Christian Gløët fra Mølleåen havde skabt sig en smal føring efter de første 36 huller, men det var professionelle Jesper Drongstrup fra Gyttegård, der trådte i karakter i finalen.
En finalerunde i 70 slag (+1) med blandt andet en eagle undervejs skabte en total i +3.
Det sikrede ham førstepladsen tre slag foran Christian Gløët på andenpladsen og yderligere et slag foran en trio på tredjepladsen. Deriblandt var det lokale håb, Martin Ovesen fra Kolding Golf Club. Han delte pladsen med Keen Bernberg fra Smørum og Jannik Højer Jensen fra Hjørring.

