Poulter i ukendt farvand

Ian Poulter har kun lavet tre bogeys på sine første 54 huller i Puerto Rico. (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Under Ian Poulters første tur til Puerto Rico Open, har han fundet vej til førstepladsen og undgået de ødelæggende shanks

Det er tre og et halvt år siden, Ian Poulter vandt sin seneste sejr, HSBC Champions, men sejrstørken kan være ved at ende, for efter tre runder af Puerto Rico Open er den 40-årige englænder alene i front.

Poulter havde ellers andre steder, han hellere ville have været. Ved ugens start var han første reserve til WGC – Dell Match Play, så han havde købt to flybilletter – en til Texas og en til Puerto Rico. Han ventede så længe som muligt, men det var på Coco Beach Golf & Country Club, han viste sig onsdag morgen.

Selvom han endte i den lille turnering, kan Poulter ende som en stor vinder. Det er ikke kun sejrene, der har været fraværende, de senere år - den farlige putter er blevet tam og på verdensranglisten er han blevet udstødt at den altafgørende top-50. Værst af alt har han lidt af shanks.

I Honda Classic 2015 førte Poulter på et tidspunkt i finalerunden med tre slag, men efter en ægte ”hosel rocket” dybt i højre, blev sejren smidt væk. Senere på året var han vært for British Masters, og også her kunne han vise eksempler på et af de mest frygtede slag i golf.

De grimme shanks er fortsat på denne side af nytår. På Pebble Beach blev det til nogle stykker, og under afslutningen på en ellers fin første runde i sidste uges Arnold Palmer Invitational, kom der to mere.

Denne uge har det været bedre, og med en 68'er på tredje runde nåede Ryder Cup-helten til -11. Det giver et spinkelt forspring på et slag ned til Tony Finau, Jonathan Bird og Steve Marino. 11 spillere er inden for tre slag af Poulters førsteplads, blandt dem Freddie Jacobson og Aaron Baddeley.