Postkort fra drømmeland

Føj for...

Man får ikke meget for seks dollars i vore dage. Hvis du er i tvivl, skulle du prøve at smage den vin, som stewardessen netop har serveret til mit måltid flymad.

Men det går nok. For foran mig ligger fem dage med golf og vinsmagning i Californien, og bag mig ligger kolde øllede Danmark.

- På jeres højre hånd kan I se Napa Valley, siger piloten, da vi begynder indflyvningen til lufthavnen i San Francisco.

Hvis ikke lige det var fordi, jeg sad i midterrækken, er jeg sikker på, at udsigten ville være storslået. Men pyt, for det er med vin som med så mange andre ting i livet. Det er sjovere at nyde end blot at nyde synet af det.

En blandet sammensætning

San Francisco er en fantastisk by, som på mærkelig vis har det hele uden at virke overlæsset. Her er ungt. Her er historisk. Her er IT. Her er kultur. Her er syv udenlandske golfjournalister. Lige som byen er vi også en blanding. Her er en hollænder, der er vild med amerikansk baseball. En canadier, som aldrig har set en ko. Og en schweizer, der ikke ved noget om golf.

Vores værter fra Wine Institute of California har planlagt en stribe travle dage for os. Bevæbnet med vores golfkøller og ganer skal vi de kommende dage angribe noget af det bedste området omkring San Francisco - kaldet The Bay Area - har at byde på: Golfbaner og vin.

Første aften spiser vi i Chinatown. På menuen er der sushi. Det er ganske vist japansk, men geografi kan jo ikke være alles yndlingsfag.

Ikke til köttbullar

Så går det løs. Ved vejsiden foran hotellet holder to sorte Lincoln Navigators. Glem alt om høje oliepriser og miljø. De to biler er store som et hus og sluger let vores lille flok med kufferter og golfudstyr. Mens vi sidder bag de tonede ruder og føler os som FBI-agenter på en mission, går kursen østpå, og snakken går på baseball og de play-offs, der begyndte i går. Vores hollandske FBI-agent har siddet oppe den halve nat for at følge kampene og favoritholdet.

Forude venter den berømte Golden Gate. En bro, der er så populær at begå selvmord fra, at myndighederne fører statistik over, hvilke lygtepæle der er selvmordernes foretrukne (nummer 69 på østsiden). Vi klarer den over broen i fin stil, og sætter kursen mod Livermore. Her venter en mand, hans vingård og hans golfbane på os.

Eric Wente er fjerde generation på Wente Vineyards. Siden 1883 har hans familie lavet vine i Livermore, og femte generation er også så småt på vej ind i driften. Fem millioner flasker med Wente-navnet finder hvert år frem til forbrugerne i 90 lande, heriblandt Danmark. Og i 2009 styrkede de den skandinaviske forbindelse, da de indgik et samarbejde med Annika Sörenstam om at producere en vin med hendes navn på. Men til 75 dollars flasken er det nok ikke köttbullar, den går bedst til. 

Selve banen er en fornøjelse. Den var godt nok regnet som det sværeste stop på Nationwide Tour de år, hvor de spillede der. Men der findes heldigvis flere forskellige teesteder. Den er anlagt midt mellem de modne vinmarker - men det er stort set alle golfbaner her i vinlandet, skal det senere vise sig. De grønne fairways, hvide bunkers og brune vinmarker står i en flot kontrast til hinanden. Og banearkitekten Greg Norman tog begrebet turn'en helt bogstaveligt, da han designede banen. Fra 9. green til 10. tee går det stejlt opad gennem otte hårnålesving - en smuk og konditionskrævende hommage til Lombard Street i San Francisco.

Som på de fleste vingårde i Californien kan man komme ind fra gaden og smage på varerne hos Wente. Det koster ikke noget, men forretningsmodellen er god nok. Ti procent af Wentes samlede produktion bliver solgt direkte fra gården.

Mit liv som pro

En ny dag og en ny stribe bogeys truer. Vi er på vej sydpå. På vejen passerer vi en mark med køer. Den kvindelige journalist fra Canada synes, at de ser syge ud. Da vi andre har lidt svært ved at se det, skynder hun sig at påpege, at hun er fra downtown Toronto.

Vi har kurs mod San Martin og luksusresortet Corde Valle. PGA Tour gør også stop her til oktober, hvor de spiller Frys.com Open. Og lad mig sige det med det samme: I kan roligt glæde jer Phil, Tiger og hvad I nu hedder. Corde Valle er et sted, hvor der er kælet for tingene. Masser af ansatte tager sig af de små detaljer. Lige fra den gnidningsløse tjek-ind til pyramiderne af Titleist NXT Tour-bolde på rangen. Også på banen er der kræs helt ud i den fjernest afkrog. En caddie i hvid kedeldragt løber med rundt og advarer mod de mange fælder, som Robert Trent Jones jr. har lavet på banen. Den aldrende amerikaner har en lang række af verdens bedste baner på samvittigheden. Men i modsætning til mange af dem, så er Corde Valle faktisk en bane som almindelige golfspillere kan komme rundt på i en hæderlig score.

Men heller ikke mere end det for mit vedkommende. Det afholder dog ikke min schweiziske medspiller fra - med den tykkeste tyske accent - at spørge: Are you playing as a pro or an amateur? Slaget, der fik ham til at stille det spørgsmål, var en slicet undskyldning for et drive, der skyndte sig ud i roughen for at gemme sig.

Roughen er der til gengæld ikke noget i vejen med. Der er kun to måder at forberede sig til Corde Valle på. Øv dig i at drive lige eller træn dine biceps og triceps, for du får brug for musklerne ude i roughen.

Kender du LaserJet?

Rundt om banen ligger der vinmarker. De tilhører Bill Murphy. En sympatisk mand, der venter på os på terrassen, da vi kommer ind. Før han kastede sig over vinproduktion, var han i IT-branchen.

- Kender du navnet LaserJet? Det var mig, der fandt på det, fortæller den tidligere marketingdirektør fra Hewlett Packards computer-division.

Nu har han droppet printerne og i stedet kastet sig over druerne. En million flasker producerer hans lille familiedrevne vingård Clos LaChance. Også her er alle velkomne til at komme forbi og smage på varerne.

Bill Murphy er langt fra noget særsyn i den californiske vinbranche. Den er befolket af rigmænd. Enten har de tjent deres penge på vindrift, eller også kommer de fra en anden branche og har taget en velbeslået bankbog med sig.

Donald Hess er en blanding. Hans schweiziske forfædre var gode til at lave øl og drive hoteller. Ud fra de evner er så vokset et forretningsimperium, der nu også indbefatter vinproduktion på fire kontinenter. 

Vi har sat kursen nordpå og er nu kommet ind i den sydlige del af Napa Valley. Her har Hess fundet et sted, der forener hans to store interesser: Vin og kunst. Hans kunstsamling er så stor, at han de seneste 30 år har været regnet for en af verdens 200 vigtigste kunstsamlere. Værkerne er udstillet på hans vingårde rundt om i verden, også på The Hess Collection i Napa Valley. Her er Francis Bacon og Franz Gertsch, hvis gigantiske fotorealistiske maleri Johanna II bjergtager de fleste, der træder ind i rummet. 

Efter en tur rundt i galleriet synker vi indtrykkene sammen med tre retter og smagsprøver på Hess' vine. Det kan alle gøre, og priserne skræmmer ikke nogen væk.

Som i gamle dage

Hess er med 70.000 kasser vin om året en af de små producenter i Napa. Det er Kendall Jacksom ikke. Her producerer de 3,6 millioner kasser fordelt på 40 forskellige mærker. Kontrasten til nogle af de foregående dages stop er til at tage og føle på. Her drejer det sig i langt højere grad om produktion og dollars. Derfor koster prøvesmagningerne også fra fem dollars og opefter alt afhængig af, hvilke vine og hvor mange der skal i glasset. Vi smager os igennem et repræsentativt udvalg af vinene. At smage på dem alle ville nok være ødelæggende for den efterfølgende golfrunde.

Sonoma Mission Inn har været vært for sæsonafslutningen på Senior Tour. Det er da også en bane, der er ganske velegnet til formålet. Den er flad og åben med mange træer. Man skal ikke besøge Sonoma Mission Inn for banens skyld. Dertil er den for ordinær - greenfeen på 185 dollars til trods. Derimod skal man besøge den for stemningen i klubhuset. Man møder ikke mange gamle bygninger i Californien. Her er alt nyt, af plastic og faceliftet - lidt lige som nogle af de folk, der bor her. Men klubhuset med sine røde sandsten står, som det blev bygget for 100 år siden.

Så er turens sidste golfstop trods alt bedre. Selv om Chardonnay Golf Club har været igennem hårde tider - blandt andet har de været nødt til at sælge ni huller til nabobanen - så er det en dejlig golfbane anlagt midt mellem vinmarkerne. Og dem er der respekt for. Alle vinmarker regnes som vandhazarder. Vi bidrager med et par bolde til næste års produktion af Chateau ProV1. Frokosten klarer vi på turnen. Min norske kollega og jeg snupper en chili hotdog. Større hotdogs er det vist endnu ikke lykkedes nogen at producere. Og med tre grydeske-fulde chili som ekstra garniture er den værste sult kvalt. Mens vi forsøger at kæmpe os igennem frokosten, kan vi nyde udsigten. Mange af teestederne er placeret højt med en storslået udsigt over vinmarkerne og banen. Velbekomme.

Afskedsmelodi

Tilbage i San Francisco lufthavn. Udgolfet og træt som en rødvinsrest fra gårsdagens fest. Tolv timer forude venter Danmark.

Klog af skade bestiller jeg vand til maden, da stewardessen kommer forbi.

Da vi lægger an til landing i København, lyder det fra cockpittet: Temperaturen er syv grader og det regner.

Ud af høretelefonerne hos min sidemand strømmer tonerne af blid amerikansk 60'er pop.

California Dreaming.

Artiklen blev bragt i Dansk Golf 3, 2010