Populær svensker jagter anden sejr i træk

Fredrik Jacobson jagter sin anden sejr i Travelers Championship (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

Svenske Fredrik Jacobson er den førende spiller i klubhuset efter en fredag, hvor vejret drillede arrangørerne af Travelers Championship

Jacobson fører samlet 9-under-par, mens de to nærmeste forfølgere, Nathan Green og Charley Hoffman, begge er 8-under-par, men endnu ikke har færdigspillet deres runder.

Jacobson vandt Travelers Championship i 2011 og for andet år i træk er svenskeren samlet 9-under-par efter de første to runder. Mon ikke Jacobson allerede nu drømmer om en gentagelse af 2011-udgaven af Travelers Championship.    

- Det er svært at vinde en turnering to år i træk, men jeg har nogle gode minder herfra, så forhåbentligt kan det give mig en lille fordel, lød det optimistisk fra Jacobson.

Kun godt halvdelen af feltet spillere nåede at blive færdig med anden runde, inden regn og tordenvejr tvang arrangørerne til at afblæse fredagens runde. 

Blandt dem der nåede ind i klubhuset var dynamitbolden Webb Simpson, Bubba Watson og Keegan Bradley.

Simpson holder fast i U.S. Open formen fra i sidste uge og er samlet 5-under-par på en 10. plads. PGA champion 2011, Keegan Bradley, ligger på en 16. plads (-4), mens US Masters vinderen 2012, Bubba Watson er samlet 3-under-par på en 26. plads.