Pigerne lever

På trods af en skade holdt Caroline Nistrup Danmark inde i kampen ved EM

Printer venlig versionSend til en ven

Efter en blandet førstedag ved EM, har de danske piger stadig gode muligheder for at komme i first flight

Det startede godt, men endte lidt halvsløjt. Sådan kan man bedst karakterisere den danske indsats på førstedagen af EM girls i Tyskland.

Fra morgenstunden var Caroline Nistrup, Emily Pedersen og Daisy Nielsen i aktion. Bedst var Emily Pedersen, der kom rundt i 70 slag (-2). De to andre morgenfriske piger brugte hver 72 slag. Især Caroline Nistrups score er imponerende, da hun havde slået sin hånd, og derfor ikke kan holde eller slå igennem som normalt.

De tre piger på eftermiddagsholdet kunne desværre ikke følge op på det gode spil. Med scores på 75, 78 og 80 slag sendte Julie Finne-Ipsen, Nanna Koerstz Madsen og Malene Krølbølls Danmark ned på en delt syvendeplads.

Den danske landstræner David Dickmeiss er tilfreds med spillet efter dag et.

- Alt i alt er det en dag, som vi kan acceptere og spille videre fra. Eftermiddagens spil levede ikke helt op til hverken forhåbninger eller forventninger, men både Julie og Nanna holdt godt sammen på runden mod slutningen, og holdt os inde i spillet om en placering blandt de otte bedste, siger David Dickmeiss.

De otte bedste nationer efter anden slagspilsrunde går videre til kvartfinalen.

England viste sig aldeles suveræne på førstedagen. Med en score på -22, er de hele 19 slag foran Spanien på andenpladsen, og ikke mindre en 29 slag foran Danmark.