Piercy fortsætter flot spil

49-årige Vijay Singh er fremme på 5. pladsen i Canada. Foto Getty Images.

Printer venlig versionSend til en ven

Scott Piercy brugte 67 slag på fredagens runde og holder fast i delt førsteplads i RBC Canadian Open

Scott Piercy har aldrig ført en turnering på PGA Touren efter 36 huller, så det er ukendt territorium han bevæger sig ud på lørdag, efter han bevarede sin førsteplads med en runde i tre under par. Det bragte den langtslående amerikaner, der i kategorien ”driving distance” ligger nummer 14 med 301,3 yards, til 11 under par for turneringen, men Piercy er alligevel ikke så begejstret.

- Denne type golf keder mig. Jeg går ikke efter den. Jeg prøver ikke at sætte foden på speederen. Jeg er meget påpasselig, sagde Piercy om spillet på Hamilton Golf & Country Club til PGA Touren.

Piercy har vunder en enkelt gang på PGA Touren, og han får selskab af William McGirt, der fredag kom rundt i 66 slag. McGirt er ligeledes 11 under par, og det pudsige er, at de to også spillede sammen de første to dage. McGirt vil heller ikke være scenevandt, når han slår ud i sidste bold lørdag, da det er første gang han kommer til at befinde sig i en førerbold.

Lige bag de to uprøvede førende ligger en række af interessante navne. Camilo Vilegas og det unge talent Bud Cauley ligger nummer 8 i -7, Vijay Singh og Tim Clark er et slag bedre på femtepladsen , Bo Van Pelt ligger nummer fire i -9 efter en eagle på sit sidste hul fredag og Robert Garrigus ånder de to førende i nakken fra sin tredjeplads i -10.

Charl Schwartzel var med fremme efter første runde, men han klarede kun akkurat cuttet efter en runde i +4. Jim Furyk og Ernie Els endte på den forkerte side af cuttet, der faldt i -1. de var henholdsvis 1 og 3 slag fra at spille weekenden.