På vulkaner

Golfklub Kidjabergs. Helt ude i ødemarken ligger denne fantastiske golfbane, som nemt matcher nogle af de bedste baner i verden. Både hvad angår kvalitet og naturoplevelse. 7. hul siges at være Islands flotteste par 3-hul
Golfklub Kidjabergs. Helt ude i ødemarken ligger denne fantastiske golfbane, som nemt matcher nogle af de bedste baner i verden. Både hvad angår kvalitet og naturoplevelse. 7. hul siges at være Islands flotteste par 3-hul
Printer venlig versionSend til en ven

Det har aldrig været bedre og billigere at spille golf på Island. Dansk Golf besøgte den udsatte ø og fik set Nordens Pompei

Hvis ikke den islandske vulkan Eyjafjallajökull var gået i udbrud i foråret 2010, var der næppe mange, der havde slået knuder på tungen for at udtale det lidet mundrette navn. Men moderen til den store sky af aske, der i flere uger lammede store dele af den europæiske flytrafik, fik det meste af verden til at brække tungen på vulkanens navn.

Eyjafjallajökull er hverken den første eller voldsomste islandske vulkan, der har været i udbrud. 

For små 30 år siden var det et krater på siden af vulkanen Helgafell, der vågnede af dvale og lammede en del af det islandske samfund. 

Vulkanen lå på den lille øgruppe Vestmannaeyjars hovedø Heimaey, og et voldsomt udbrud begravede store dele af byen, og de næsten 5.000 indbyggere måtte evakueres med skib og fly.

Selvom ingen menneskeliv gik tabt, var det en naturkatastrofe af dimensioner for det lille øsamfund. Først efter fem måneder holdt den nyskabte vulkan Eldfell op med at sende flydende lava ud over øen, og de mange indbyggere kunne så småt begynde at vende tilbage.

Golf som minde

Det er en begivenhed, der har sat store spor i det lille samfund. Hvert år i den første weekend af juli holder øboerne en række arrangementer til minde om den gang. Et af dem er golfturneringen ”Volcano Open.”

Golf på Heimaey går helt tilbage til 1938. Vestman Islands 18 huller er anlagt i et kraterlignende landskab med dramatiske klippeformationer som en spektakulær kulisse. Banen omtales stadig som en af de 200 bedste i verden. Nok mest for dens unikke beliggenhed med Atlanterhavet i spil på flere huller. Men også for dens variation og gode greens.

Volcano Open er en handicapturnering med omkring 200 spillere. Ikke kun fra Island, men også fra andre dele af verden. Normalt vil det være mere end svært at få 200 spillere rundt på en dag. Men ikke på Island, hvor midnatssolen gør det muligt at afvikle to gange gunstart på en dag. Og med midnatssolen er det en ekstra oplevelse at blive sendt ud i anden gruppe om aftenen.

Kendisser på besøg

Banen har lagt græs og størknet lava til de Nordiske Mesterskaber, og nu er der skabt en ny tradition. Hvert år samles golfspillende islandske sportsstjerner for at deltage i ”Herminatorgolf”, en velgørenhedsturnering startet på initiativ af den professionelle fodboldspiller, Hermann Hreidarsson, der spiller i Portsmouth. En turnering hvor islændingene festede igennem og indsamlede et stort beløb. Blandt deltagerne sidste sommer var også Eidur Smari Gudjohnsen der har spillet i Chelsea og Barcelona. 

Eyjafjallajökull var dog tæt på at sætte en stopper for såvel Herminator som Volcano Open. Med mindre en 50 kilometer over til Vestmannaeyjar havde Eyjafjallajökull også sendt tonsvis af aske den vej. Derfor blev ikke bare byen, men også golfbanen dækket af et tykt lag aske. Heldigvis stoppede vulkanen sin aktivitet, og skaderne var ikke større, end at regn og blæst kunne fjerne det meste. 

Ville man have lidt aske med hjem som souvenir, måtte man enten besøge Eyjafjallajökull eller købe en lille flaske med det støvede indhold fra jordens indre i lufthavnen i Keflavik.

Clint Eastwood was here

Det har aldrig været bedre og billigere at spille golf på Island. Den økonomiske krise har mærket øen og bombet den islandske krone helt i bund. Mens det før var en ret dyr fornøjelse at rejse rundt på øen, så er mange ting i dag billigere end i Danmark.

Øen byder på ikke mindre end 65 golfbaner. 15 af dem har 18 huller, og de resterende 50 er udstyret med ni huller. Mange af banerne er helt i top, mens greenfee er tilsvarende i bund. For eksempel på en af de nyere baner, Kidjabergs, der ligger en lille times kørsel fra Reykjavik. En fantastisk naturbane og med et layout, der gang på gang får en til at standse op og sige: ”Kan det virkelig passe, at der ligger sådan en bane helt herude i ødemarken”.

Men den er god nok, og Clint Eastwood har været her. Han spillede banen i forbindelse med nogle filmoptagelser på Island og betalte næppe greenfee. Det gjorde vi. 125 kroner pr. næse. Uhørt billigt, så vi tillod os også at leje en buggy til godt 200 kr.

Det skulle vise sig at være en god investering, da banen er ret kuperet. Fra flere højdedrag er der en eventyrlig udsigt. Specielt fra 7. tee der, ifølge et skilt ved teestedet, betragtes som Islands smukkeste par 3-hul. Der er en højdeforskel på 12 meter ned til green og fra backtee skal bolden flyve 209 meter. De fleste vil foretrække et af de tre øvrige teesteder. Greens er store og flotte. Fairways er i orden. Kidjabergs er en bane, der har det hele. Så tilgiver vi nemt, at der kun var sandwich at få i klubhuset.

Geysir og golf

Kidjabergs ligger på ruten Den Gyldne Cirkel. En rute, der fra Reykjavik kan gennemføres på en dag. Der er tre hovedattraktioner: Pingvevellir, Gullfoss og Geysir. Pingvevellir er mødet med Islands 1000-årige historie ved Island største sø, der i 1930 blev gjort til Islands første nationalpark. Herfra er der udsigt til flere af øens vulkaner og geotermiske kraftværker, der sender billigt varmt vand ind i radiatorerne i de omkringliggende byer.

Herfra går turen nordpå til Gullforss, også kaldet Det gyldne Vandfald. Med 32 meters fald i første fase og derefter 70 meter ned i en dyb kløft, er Gullfoss et klassisk vandfald på Island. 

Geysir-området, som nok er Islands største turistattraktion, er kun ni kilometer herfra. Her ligger den kraftige springkilde Strokkur, som hvert femte minut sender kaskader af kogende vand og damp op i 30 meters højde.

Lige ved siden af ligger en af de nyeste islandske golfbaner. Geysir Golf Course, der ganske vist kun har ni huller. Men hvilke ni. Når man har spillet dem en gang, vil man spille dem igen.

Kan man gå til sit handicap her, er det nok på tide at blive sat ned. Banen er svær. Irriterende svær. Og den er fair nok. Anlagt langs en elv, der stort set er i spil hele vejen rundt.

Den Gyldne Cirkel kan rundes på en dag. Vi anbefaler varmt at tage golfkøllerne med. Om man er hjemme på hotellet før eller efter midnat, spiller ingen rolle. Der er lige lyst. Man kan også vælge at bo i et tilhørende gæstehus ved Geysirbanen.

Husk lava-jernet

Golfbanen ved Hafnifajdor i udkanten af Reykjavik er et must. Især de første ni huller. Her spiller man i bogstaveligste forstand ud og ind mellem titusind år gammel lava. Fairways er skåret igennem de gamle vulkan-udgydelser. Et skævt slag er ensbetydende med et efterfølgende slag fra lava. Så husk lige ”lava-jernet.” Mange islandske golfspillere har et sådant i bag'en. Et gammel 5-jern, der tåler nærkontakt med den islandske grundsubstans.

De fleste 18 hullers baner ligger omkring Reykjavik. Men der er gode baner hele vejen rundt på øen. Og en rundtur i bil ad A1 er en oplevelse for livet. Ikke bare på grund af rækken af golfbaner, men så sandelig også for den symfoni af naturoplevelser, som er på ruten. Et særligt kuriosum er de ”månelandskaber”, som de amerikanske astronauter trænede på før den første månelanding. 

Turen byder også på overvældende vandfald. Blandt andre Dettifoss, der er Europas største. Gletsjeren Vatnajökull, der midt om sommeren kan friste med vintersport. Eller bare ødemarken, der får en til helt at glemme tid og sted. På vejen rundt kan golfbanen i Akureyri anbefales. Her spilles der hvert år midnatsgolf. Hvis tiden kun er til ni huller, er den charmerende Husavik bestemt et stop værd.

Nordens Pompei

Først var der den økonomiske nedsmeltning og efterfølgende Eyjafjallajökulls askesky. To ting, som har givet islændingene meget omtale i verdenspressen. Det første er man ikke så stolt af. Det sidste er en naturlig del af den islandske natur, og det vil ske igen. Hvor barsk natur kan være, får man et fantastisk indtryk af på Heimaey. Gå ind på det lokale museum og se filmen om katastrofen den gang. Besøg derefter Nordens Pompei kun 5-600 meter fra museet. Her kan man få lov til selv at være med i udgravningen af nogle af de gamle huse, som blev begravet i den flydende lava.

Og bagefter er det med at finde golfkøllerne frem, og spille en runde på en af Islands naturskønne baner.

Ariklen blev bragt i Dansk Golf 2, 2011


Ingen kommentarer til "På vulkaner"

Indsend kommentar

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <i> <b> <u> <embed> <div> <param> <object> <table> <tr> <td> <hr> <p> <br> <sub> <sup> <strike> <img>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Sikkerhed
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Svar på spørgsmålet
Der er dømt stjernetræf på Royal Golf i weekenden, når KidsAid Fonden byder velkommen til det årlige velgørenhedsarrangement GolfAid, hvor overskuddet går til syge og svage børn i Danmark.
I weekenden mødes nogle af landets største TV-, musik- og sportsstjerner på Royal Golf Center i København. Det sker, når KidsAid Fonden byder velkommen til det...

Tourspillernes Hemmeligheder: Rasmus Hjelm har et oplagt bud på en golfregel, som det kun kan gå for langsomt med at afskaffe. Læs her, hvilke ændringer tourspillerne helst så i golfspillet

Velkommen til Tourspillernes Hemmeligheder, hvor Golf.dk går tæt på nuværende og tidligere tourspilleres bedste, sjoveste og skøreste øjeblikke. Læs tourspillernes historier hver onsdag. Hvilke ændringer ville du helst se i golfspillet? Rasmus Hjelm: Puha, når man endelig får chancen for at nævne et par ting, så glemmer man dem med det samme.
Fra gammelt til nyt

Golf er en udstyrssport, og der er ikke noget mere lækkert end at få skiftet det gamle udstyr ud med noget nyt. I Golf.dk’s auktionshal kan du sælge dit gamle udstyr og måske også gøre et kup.

Travelmarket giver dig det samlede rejse overblik. Søg blandt tusindvis af tilbud fra rejsebranchens selskaber. Vi finder den billigste flybillet for dig.

 

 Find din rejse her

Et stærkt samarbejde

To af de største aktører i den danske golfverden – GolfBox og Dansk Golf Union – står bag Golf.dk. Visionen for samarbejdet er at skabe et mødested for alle danske golfspillere.

Golfnyheder på din hjemmeside

Nu kan du få nyhederne fra Golf.dk på din egen hjemmeside. Hvis du har en hjemmeside og er vild med golf, så har Golf.dk et godt tilbud til dig.

Læs mere her