På vej mod superligaen?
Af Claes Meldal
Power Rankings: Mens danskerne faldt som fluer til U.S. Open i Californien, trådte Therese Kølbæk markant i karakter et andet sted i USA
Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.
1. Therese Kølbæk
Sidste uge: Bobler
Seneste resultat: Nr. 3 i Tate and Lyle Players Championship (Symetra Tour)
Therese Kølbæk skal bruge en række topresultater på den amerikanske Symetra Tour for at indfri drømmen om at spille på LPGA Tour. Med en flot 3. plads i Illinois beviste hun, at 2012 ikke bliver et overgangsår. Kølbæk går efter kortet, og hun har niveauet til at gøre sig gældende.
2. Lisa Holm Sørensen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 10 i Ladies Swiss Open (Ladies European Tour)
Da Lisa Holm Sørensen havde spillet sin finalerunde færdig i Schweiz, stod der kun 63 på scorekortet. En eventyrlig runde af LET-spilleren, der har fået fornyet tro på tilværelsen. Resultatet udeblev heller ikke, da hun lige akkurat klemte sig ind i top 10 med søndagens superrunde.
3. Andreas Hartø
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 23 i Saint-Omer Open (European Tour)
Andreas Hartø havde muligheden for at erobre den eftertragtede førsteplads på Challenge Tour-ranglisten med et topresultat, og han spillede sig også fint op efter en rolig start. Desværre kom der grus i maskineriet med en afsluttende 74’er. Hartø ligger stadig lunt på en 3. plads på ranglisten.
4. Jakob Graver Nissen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Danjord Masters (ECCO Tour)
Der manglede kun et enkelt sølle slag, før stortalentet Jakob Graver Nissen havde overhalet hele feltet af rutinerede proer indenom i finalerunden i Danjord Masters. Nissen gik amok med en 64’er og var blot et slag fra at fremtvinge et omspil med den norske vinder Peter Känsche om sin første mulige ECCO Tour-sejr.
5. Malene Jørgensen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 39 i Ladies Swiss Open (Ladies European Tour)
Malene Jørgensen har ikke helt fundet sit vanlige bundsolide spil frem på Ladies European Tour i år. Der er længere mellem de pæne resultater, og i Schweiz blev det til endnu et mellemresultat med en 39. plads. Den gode nyhed er, at hun stadig klarer mange cuts.
Boblere
Joachim B. Hansen (nr. 28 i Saint-Omer Open (European Tour)
Thomas Nørret (nr. 28 i Saint-Omer Open (European Tour)
2 kommentarer til "På vej mod superligaen?"
Niklas Nørgaard Møller
Jeg er med på at de her er proer osv. Men Niklas Nørgaard Møller fra Kokkedal golfklub har lige vundet 2 turneringer i streg (Rudersdal Open og DGU Elite 2) senest blev han nr. 2 i Wiibroe Cup i Helsingør han fører ret suverænt amatør Ranglisten og jeg synes han har vist stor klasse her tidligt på sæsonen med så stabilt spil..
Stram op
Hvor har i glemt vores Europa Tour vinder henne?
Line Vedel Hansen skal vel som minimum være at finde på jeres liste?