På besøg: Spændende sæsonstart i Storådalen

Naturens flotte farver manglede, da vi var på besøg, men rammerne til noget stort er bestemt til stede i Storådalens Golfklub I Holstebro. Mange spændende initiativer er ved at blive søsat og til efteråret kommer ECCO Touren på besøg. Her klubhuset og 18. green set nede fra Ådalen. (Foto: Kai Hartmeyer)

Printer venlig versionSend til en ven

Golf.dk genopliver i år serien "På besøg”, hvor vi tager temperaturen på en række baner i hele landet. Vi lægger ud i Storådalen.

Storådalens Golfklub i Holstebro har ligget underdrejet i nogle år. Men siden de to lokale erhvervsfolk Eiler Thomsen og John Gråkjær købte banen, er der virkelig kommet tryk på kedlerne.

Og rammerne er der til noget stort. Banen, der blev indviet i 2007, tegnet af Poul Erik Hingebjerg, har de kvaliteter og udfordringer, der skal til. Både for klubspillere og eliten. Derfor afvikler ECCO Tour i år en afdeling på banen, der lige nu gennemgår en større renovering.

Klubhuset, opført af den tidligere ejer John Robert Knudsen, ligger majestætisk på toppen af bakken, med en fantastisk udsigt ned mod Storåen, hvor de fleste huller er anlagt.

Her oppe, i et lille kontorhjørne, finder vi også de to ankermænd, bag den daglige drift, Clubmanager Lars Bojsen og PGA Pro Christian Hostrup. Sidstnævnte ansat pr. 1. januar.

De har rigeligt at se til. Og de brænder for deres "Projekt Genopretning," som allerede har givet mange positive resultater. F.eks. et medlemsmøde i vinter med 150 deltagere og en stor tilgang, så der nu er 450 medlemmer i klubben.

På besøg

Her putter vi så vores "På-besøg-skabelon" ned over klub og bane, ligesom vi vil gøre det med kommende banebesøg.

Modtagelsen: Vi besøgte banen tirsdag den 15. marts på en flot solskinsdag. Fik en fin modtagelse i receptionen og vejledt om, hvilke ting vi skulle være opmærksomme på her, hvor banen lige er åbnet med spil til greens.

Klubhus & omklædning: Klubhuset er flot, næsten prangende, med marmorgulv og trapper også ned til omklædningslokalerne med bruserum i kælderen. Restauranten med bar og panoramaudsigt ud mod store dele af banen er smagfuldt indrettet. Åben fem dage i ugen. Mandag og fredag er der indtil videre lukket.

Træningsfaciliteter: Træningsbanen ligger 50 meter fra klubhuset, og der er masser af plads. Der er indspilsgreen og puttegreen. Og lige ved siden af ligger par 3-banen. Første tee med fem udslagssteder ligger også lige ved siden af træningsbanen.

Banens stand: Banen åbnede den 12. marts. Greens og teestederne var nyklippede. Men det er klart, at det "grønne look" først vil springe i øjnene, når vi kommer hen i maj. Men bestemt en god oplevelse. Det var det også at se, hvor meget der er ryddet op. Og ikke mindst, genopretningen af de to par 3 huller, 5. og 11., der tidligere kunne volde store problemer på grund af deres uheldige hældning. Det er nu to gode og udfordrende par 3-huller.

Bedste hul: Det er svært. Og vil altid være en subjektiv vurdering. Personligt synes jeg at par 5 hullet 12. med 545 meter, backtee oppe fra "tee 62" er et hul, der har det hele. Generelt er der en del vand i spil på mange huller. Og så er der flere "skjulte" forhindringer fra tee. Så tag en baneguide med. Det vil være en god ide.

Mad og drikke: Restauranten er virkelig et aktiv for klubben. Priserne er forbrugervenlige. En golfburger til 65 kr. (og den er stor) og en stor vand til 25 kr. Eller hvad med "God gammeldaws dansk mad" hver tirsdag. Spis hvad du kan for 75 kr. Den første tirsdag i hver måned er det stegt flæsk og persillesovs. Ikke sauce. Men sovs!

Dagens skuffelse: At det heller ikke denne gang lykkedes mig at få par på 4. hul - et par 4-hul med vanskeligheder hele vejen ned i venstre side (out) og til højre (grøft, som ikke kan ses oppe fra tee) og vand nede foran green. Ikke så sært, at det har handicapnøgle 1. Et hul man nemt kommer til at hade.

Dagens bedste oplevelse: At se hvordan der virkelig bliver arbejdet på at få banen trimmet. Senere følger bl.a. et kæmpearbejde, med at få skiftet sandet ud i alle bunkers. Det bliver spændende at komme tilbage en gang til sommer, eller når ECCO Touren kommer på besøg 19.-23.  september.

Det vidste du ikke: At man nu også kan spille footgolf på nogle huller, anlagt ved siden af par 3 banen. Virkelig spændende og nytænkning, der giver klubben endnu en social dimension. Og det er altså ikke bare sådan en "pjat-bane." Ved den officielle åbning fredag den 18. marts var der deltagelse af otte footgolfspillere med både Europa- og Verdensmestre. De spillede mod otte kendisser fra FC Midtjylland, håndboldspillere og golftalenter.

Pro Shop: Indrettes i det nye frontoffice/starterhus, hvor der vil være et pænt udbud af golfartikler. Her vil der også være mulighed for at blive fittet til udstyr.

Medlemsskab: Et seniormedlemsskab koster 4.800 kr. Juniorer 1.000 kr. Børn mellem 6-18 år er gratis medlemmer i 2016, hvis deres forældre er medlemmer. Medlemskab indbefatter gratis træningsbolde.

Greenfee: 350 kr., med fri adgang til træningsbanen. Der er rabataftaler med flere omegnsklubber og hvis man som gæst spiller med et medlem.

Overnatning: Fordelagtige golfpakke-aftaler med Hotel Nr. Vosborg, Hotel Schaumburg og Hotel Royal.

 

1 kommentar "På besøg: Spændende sæsonstart i Storådalen"

storådalen