Oprykkere vil også lave eventyr

Lasse Sonne Nielsen tror på, holdånden kan bringe medaljer til Frederikssund

Printer venlig versionSend til en ven

Lasse Sonne Nielsen fra Frederikssund ser frem til finalespillet i Elitedivisionen

Årets danske mestre i Elitedivisionen skal findes på Rømø i weekenden.

På Golf.dk tager vi temperaturen på de otte hold, der er fremme i finalespillet.

Semifinalerne er hos damerne Sønderjylland - Hillerød og Smørum – Asserbo

Hos herrerne er det Aalborg - Frederikssund og Holstebro - Odense Eventyr.

---

Sidste år gik oprykkerholdet fra Odense Eventyr hele vejen til mesterskabet. Der er igen et oprykkerhold i finalespillet, når Frederikssund lørdag tager kampen op mod Aalborg.

Frederikssund indløste billetten til finalespillet i næstsidste runde med en sejr på hjemmebane mod Furesø.

Lasse Sonne Nielsen var med til at drikke champagne efter oprykningen for under et år siden, og nu vil han gerne have et glas mere.

Hvad har været nøglen til Jeres plads i finalespillet?

Vi har en fed holdånd, og vi er gode til at hive hinanden op, når der er problemer. Vi har det rigtig godt sammen som et hold, og det har gjort en stor forskel.

Hvem på holdet fortjener fidusbamsen efter grundspillet?

Jeg kan ikke pege en enkelt ud frem for andre. Jeg synes, alle bør dele en fidusbamse, for alle har gjort det godt i perioder, og alle har været gode til at bakke hinanden op, når der har været problemer.

Hvem tror du bliver holdets profil i weekenden?

Morten Hedegaard spiller altid utrolig solidt. Samtidig bringer han masser af humør på holdet, og hans rutine kan smitte af på os andre.

Hvem vil være den sværeste modstander i weekenden?

Det må jo næsten være Aalborg, og dem har vi jo i semifinalen, så det er jo vores første kamp. Men de har vundet så mange guldmedaljer, så det bliver en rigtig hård opgave. Men hvis vi skal have guldet, så skal vi jo kunne slå dem alle sammen alligevel.

Du var med til at rykke op sidste sæson. Er i tilfredse med ”bare” at overleve i rækken?

Da vi gik ind til den sidste weekend skulle vi vinder én kamp for at overleve i rækken. Da vi så vandt lørdag over Furesø var vi enige om, at nu er der kun én vej frem. Vi har snakket om, at vi vil gøre det samme, som Odense Eventyr gjorde sidste år. Det viser jo, at det ikke er umuligt, og vores sæson minder faktisk lidt om den som Eventyr havde sidste år, hvor de kom lidt dårligt fra start og lige kom med i finalespillet, før de så vandt DM. Så det kan vi også gøre.