Olesen overhaler A. Hansen

Thorbjørn Olesen er nu Danmarks næstbedste golfer, da han overhalede Anders Hansen på verdensranglisten. (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

Thorbjørn Olesens flotte præstation ved Alfred Dunhill Links Championship kunne aflæses direkte på verdensranglisten, hvor han overhalede Anders Hansen som næstbedste dansker.

I sommeren 2009 var Thorbjørn Olesen stadig et helt ubeskrevet blad i verdensranglistesammenhæng. Her havde den unge dansker endnu ikke spillet en tællende turnering til ranglisten, men da han overraskede alt og alle ved at blive nummer fire i sin første Europatour-turnering, blev han allerede dér spåede en plads blandt de bedste danskere i fremtiden.
 
Her godt tre år efter er spådommen blevet til en uimodsigelig sandhed. Efter weekendens andenplads ved den prestigefyldte Alfred Dunhill Links Championship, der er en kombineret Europatour-turnering og Pro-am, strøg Thorbjørn Olesen forbi Anders Hansen på verdensranglisten for første gang i karrieren.
 
Olesen er nu placeret som næstbedste dansker på en 62. plads, hans hidtil bedste placering på verdensranglisten. Lige efter følger Anders Hansen, der røg tre placeringer tilbage til en 63. plads med sin 47. plads i samme turnering, men bedste dansker dog stadig er Thomas Bjørn, der måtte notere et fald på tre pladser til en 45. plads efter sit missede cut.
 
Blandt Challengetourspillerne var der også en rokade på verdensranglisten. Mens Andreas Hartø, som gennem hele sæsonen har været den bedste placeret dansker på verdensranglisten, missede cuttet på Europatouren, fik Joachim B. Hansen en flot tredjeplads i Allianz Open de Lyon. Resultatet sender ham 80 pladser frem som nummer 377, og dermed overhaler han både Hartø og Morten Ørum Madsen på vejen.
 
Eneste ændring i top-25 på verdensranglisten var Keegan Bradley, der overhalede Matt Kuchar på en 14. plads. Rory McIlroy er stadig verdens bedste golfspiller med et solidt forspring til Tiger Woods, Luke Donald og Lee Westwood på de efterfølgende pladser.  
 
Du kan finde hele verdensranglisten i sin fulde længde her


2 kommentarer til "Olesen overhaler A. Hansen"

top 10

Tror sgu kun det er et spørgsmål om tid før vi ser Thorbjørn i top 10.

Den gut er utrolig!

Fantastisk.

Ja det er flot må man sige.

Synes skam også at det er imponerende at vi står til at få Joachim B Hansen, Morten Ørum og Andreas Hartø med på touren næste år, samt Lasse Jensen hvis han spiller et par gode challenge omgange.

Må vel næsten være en rekord for deltagende danskere på europatouren?