Olesen og Hansen færdig i årets sidste major
Af Søren Barnak
Selvom der fortsat er mange spillere på banen ser det ud til, at både Thorbjørn Olesen og Anders Hansen i denne omgang har spillet deres sidste huller på Ocean Course på Kiawah Island Golf Resort
Alt tyder altså på, at både Anders Hansen og Thorbjørn Olesen er ude af årets PGA Championship.
Anders Hansen, der ellers fik en fornuftig start på turneringen med en 72’er på torsdagens åbningsrunde, kunne slet ikke få spillet til at hænge sammen fredag. Fem bogeys og en dobbeltbogey på de første ni huller og en runde i 79 slag sendte Hansen mere end 60 pladser ned gennem feltet. Syv over for dagen og samlet 7-over-par for de to dage.
Thorbjørn Olesen, der tilbage i juli måned opnåede en 9. plads i British Open, spillede for første gang med i en major på amerikansk grund.
Olesen har på europatouren haft seks top-10 placeringer, inklusiv sejren på Sicilien, i 2012, og havde formentligt drømt om mere end blot to runder i PGA Championship. Men med runder i 75 og 74 slag er Olesen, ligesom Hansen, formentlig ude af årets sidste major.
Der er fortsat mange spillere på banen, så cutgrænsen kan selvfølgelig rykke sig, så Olesen kommer med i weekendens finalerunder.
Thomas Bjørn er netop kommet igang med sin runde og efter tre huller er Bjørn i +1 for dagen og samlet 1-under-par for turneringen.

3 kommentarer til "Olesen og Hansen færdig i årets sidste major"
Nåååh ja, Olesen ude... Godt
Nåååh ja, Olesen ude... Godt meldt ;)
Læs nu det hele
Før du brokker dig. Skrevet lang tid inden det er slut og næstsidste afsnit siger jo det hele.
Flemming Lehnert
"Olesen og Hansen færdig i årets sidste major" er under alle omstændigheder ret åndsvagt at skrive.
Men jeg går ud fra Søren Barnak som har skrevet artiklen ikke har set med igår, da det var tydeligt cuttet ville stige betragteligt nu der var 4-5 jerns vind på nogle af hullerne.
"Olesen og Hansen i fare for at misse cuttet i årets sidste major" Mon ikke det havde været en mere passende overskrift!