Østerby bliver bedre og bedre

Victor Østerby er på 11. pladsen inden de afgørende 18 huller i tourskolens første led.

Printer venlig versionSend til en ven

Der resterer 18 huller af Q-School First stage i Portugal og Frankrig, og Danmark ligger til at få fire ud af syv spillere med videre til næste led i kvalifikationen til europatouren

Var kvalifikationsturneringerne på Ribagolfe i Portugal og Golf d'Hardelot i Frankrig 54 huller lange, ville fire danskere nu have kvalificeret sig til Second Stage i Marathon-dysten om at komme på europatouren.

Men First Stage spiles over fire runder, og derfor bliver fredagens afgørende runde nervepirrende- især for Martin Ovesen og amatøren Kasper Hyldgaard, som begge er på den rigtige side af kvalifikationskravet med mindst mulig margin.

På Golf d'Hardelot går top 24 videre, og Ovesen finder sig netop på 24. pladsen i +3. Han lå lunt i tabellen, inden en 76'er torsdag gjorde finalerunden mere interessant, end han kunne have håbet.

I modsætning til Ovesen har Victor Østerby nogle slag at give af fredag. Formkurven har haft pil op de første tre runder (73-71-68), og i samlet -1 er han på 11. pladsen med fire slag ned til 24. pladsen. Østerby har vist stor stabilitet over de seneste 36 huller, hvor han kun har sat slag til to gange, og med fire birdies torsdag blev det til en flot runde i -3. Kun fire spillere gjorde det bedre end danskeren på tredje runde.

Cuttet til finalerunden faldt i +10, og det var et slag bedre end Mathias Gladbjergs total efter en 74'er.

På Den Iberiske Halvø er Niklas Nørgaard Møller stadig godt placeret, selvom han skulle bruge 75 slag torsdag. En samlet score i -5 giver en delt 10. plads, men stillingen er tætpakket, og der er kun tre slag fra den tidligere landsholdsspiller til Sorteper-placeringen nummer 23.

Oliver Nyholm (75) og Nicolai Kristensen (72) deler 52. pladsen i +2. Derfra er der fem slag op til videre kvalifikation mod europatouren.