Nyt sving og gammel magi omkring greens giver Mickelson førsteplads

Phil Mickelson redder sig ud af problemer lørdag (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

31 måneders sejrstørke kan måske snart være slut for Phil Mickelson, som tager to slags forspring med til finalerunden i AT&T Pebble Beach Pro-Am

For få år siden proklamerede Phil Mickelson, at han havde fundet den hellige gral til at putte. Senere var han overbevist om, at de næste fem år ville blive nogle af karrierens mest frugtbare. Sidste vinter ville han gennem fysisk træning vinde 10 mph i svinghastighed og bombe drives op på siden af de unge kanoner.

Det er langt fra altid, at den 45-årige amerikaners bombastiske udmeldinger og vilde eksperimenter veksles til succes på banen, og derfor var der også kun grund til afmålt optimisme, da Mickelson denne vinter skiftede stjernetræneren Butch Harmon ud med australske Andrew Getson, men det nye samarbejde har allerede kastet fine resultater af sig med en tredjeplads i sæsondebuten og en 11. plads i Phoenix.

Getsons primære opgave har været at skabe et mere kompakt sving, der kan løfte niveauet på Mickelsons jernslag og reducere de dramatiske skæverter, han har for vane at slå med driveren, og det arbejde lader til at være godt på vej. I denne uges AT&T Pebble Beach Pro-Am åbnede Mickelson med en 68'er på Spyglass Hill, fulgte op med en 65'er på Monterey Peninsula og lørdag lagde han sig i front for turneringen med en 66'er (-6) på Pebble Beach.

Mickelson er uden sejre siden The Open 2013, men han går ind til de sidste 18 huller to slag foran Hiroshi Iwata på andenpladsen. De tre nærmeste forfølgere har samlet vundet én sejr på PGA Touren, Mickelson kan vinde nummer 43 og sin femte på Pebble Beach.

Succesen lørdag var dog mere et produkt af et knivskarpt ”short game” og en brandvarm putter, der kun skulle i sving 21 gange. Krævende forhold betød, at den populære amerikaner kun ramte halvdelen af de 18 greens i det normerede antal slag, men da dagen var omme, kunne han underskrive et scorekort helt uden bogeys.

Jordan Spieth klarede sig kun lige med til weekenden ved at redde par fra bunkeren på hul 18 for en score i 74 slag. Dermed er verdens nummer ét på 54. pladsen i -1, 15 slag efter Mickelson. Det går noget bedre for nummer tre på verdensranglisten, Jason Day. Australieren skød 68 og rykkede frem til ottendepladsen i -10.