Ny stor spiller på det nordiske golfmarked

Lars Kjær. og Co. fortsætter under navnet Pro Backup og vil fortsat sælge udstyr som eksempelvis Powakaddy

Printer venlig versionSend til en ven

Med overtagelsen af den svenske golfgrossist Pro Backup har Lars Kjær og Co. skabt en af Nordens største leverandører til golfshops og butikker i Danmark og Sverige.

Den største selvstændige golfgrossist på det danske marked Lars Kjær & Co. har overtaget sin svenske kollega Pro Backup. Dermed skabes én af Nordens største uafhængige leverandør til golfklubbernes proshops og de specialiserede golfbutikker på begge sider af Øresund.

Det nye selskab får navnet Sports Backup, der bliver navnet på grossistaktiviteterne i både Danmark og Sverige. Der er nyt logo og nye hjemmesider på vej for selskabet, og det nye navn vil være fuldt implementeret, når golfsæsonen 2013 går i gang.

- Vi er utroligt stolte over og glade for, at det er lykkedes at få en aftale i stand med ejerne af svenske Pro Backup om at slutte sig til os i bestræbelserne på at skabe Nordens stærkeste leverandør til golfmarkedet. Med sammenlægningen kan vi tilbyde en endnu bedre service til det danske og det svenske golfmarked, ligesom vi fortsætter leverancerne til Norge og Finland, fastslår adm. direktør Flemming Stein, der samtidig sammen med Peter de Neergaard udgør ejerkredsen bag det nye Sports Backup.

Flemming Stein fortæller, at de to virksomheder, der begge har hen ved 20 år på bagen i golfbranchen, har et godt kendskab til hinanden, da  de gennem årene har haft agentur af nogle af de samme mærker i henholdsvis Sverige og Danmark.

- Vi forventer at kunne udvide det fælles produktsortiment hen ad vejen, når leverandører kan se, at de ved samhandel med Sports Backup kan få ét brohoved, der sikrer dem adgang til hele Norden. Vi ligger allerede i forhandlinger med en række interessante leverandører om udvidelse af sortimentet. I første omgang får den svenske del af virksomheden adgang til at sælge Bridgestone Golf, som er ét af de stærkest voksende golfboldmærker. Det sælges allerede i den danske del af virksomheden, idet vi kontrollerer distributionen af Bridgestone Golf i hele Norden, fortæller Flemming Stein.

- I den danske del vil vi naturligvis drage fordel af viden om og adgang til et marked, der er både mere modent og mange gange større”, påpeger Flemming Stein, der er overbevist om, at forhandlerne af golfudstyr i både Danmark og Sverige vil tage godt mod det nye selskab:

- Der er generelt et ønske om færre og stærkere leverandører, og Sports Backup vil i begge lande have det fulde sortiment, således at man faktisk ikke behøver andre. Jeg er helt med på, at det ikke er et realistisk mål, men vi er uanset stolte af at deltage i den konsolidering, der på sigt skal modvirke en svagere vækst i golfmarkedet efter en række år med tilgang af mange nye spillere.

Sports Backup bliver i både Danmark og Sverige forhandler og distributør af en række kendte produkter og mærker. Det gælder bl.a. Bridgestone Golf, Big Max, Bushnell, Tommy Armour, Sun Mountain, samt diverse tilbehør. Den danske del af selskabet vil fortsat sælge Powakaddy, Clicgear, Adams Golf, m.m.