Nu skal der angribes
Af Martin Rahbech
Malene Jørgensen er under pres for at holde sit tourkort efter sin fjerde sæson på europatouren
Fjerde gang har indtil videre ikke været lykkens gang for Malene Jørgensen. Hun er i gang med sin fjerde sæson på europatouren, men det har ikke været nogen nem omgang.
Hun er lige udenfor top 100 på ranglisten, og hun skal helst op i top 80 for at bevare sin nuværende kategori. Der er en afstand på omkring 10.000 euro, og hun har fire turneringer til at indhente det.
- Jeg prøver så vidt muligt ikke at tænke så meget på det. Men jeg bliver jo nødt til at tro på det, og selvfølgelig kan det lade sig gøre. Jeg er ved godt mod, siger Malene Jørgensen til Golf.dk
Hun fik et lille tegn på, at hun er på rette vej, da hun i sin seneste turnering klarede cuttet og blev nummer 49.
- Der var selvfølgelig vigtigt, at jeg kklarede cuttet, og jeg kan ikke tillade mig at være skuffet, selv om spillet egentlig var til mere, end det blev til, siger Malene Jørgensen.
Nu er hun så kommet til Frankrig og Lacoste Ladies Open de France. Her skal Malene Jørgensen - for første gang prøve kræfter med Chantaco Golf Club.
Men selv om det er et ny bekendtskab, så er der kun én vej frem.
- Jeg bliver nødt til at angribe, og så er det jo lidt alt eller intet. Det store spørgsmål er jo, om jeg beholder mit tourkort og kan holde en god lang juleferie, eller om jeg må en tur på tourskolen, siger Malene Jørgensen, der er eneste dansker i turneringen.
Det er et lille felt med kun 78 spillere til start med 50 finalepladser.
