Nicole holder fast i Silkeborg

Nicole Broch Larsen fører inden finalen ved DILAC
Nicole Broch Larsen fører inden finalen ved DILAC

Printer venlig versionSend til en ven

Hillerødpigen Nicole Broch Larsen holdt fast i føringen ved DILAC mens der var udskiftning i toppen hos herrerne

Tyske Steven Cairns kunne ikke fastholde føringen før finaledagen søndag i Danish International Amateur Championship (DIAC) i Silkeborg.

Tyskeren gik en tredje runde i seks slag over par og blev overhalet af Kasper Estrup fra Aalborg, der har taget føringen med en samlet scoring i to slag over par efter en runde i par for dagen.

Dagens bedste runde i et slag under par præsterede Holstebros Martin Amtkjær, hvilket rækker til en delt andenplads med tyskeren i fem slag over par efterfulgt af Silkeborgs lokale Mads Kristensen i seks slag over par.

Hos kvinderne fastholdt landsholdsspilleren Nicole Broch Larsen fra Hillerød sin føring før finalerunden i tre slag over par efter 36 huller lørdag, hvor hun var rundt i banens par.

Dagens højdespringer var Søllerød-spilleren Therese Kølbæk, der i sin sidste amatørturnering i Danmark gik de 36 huller i et slag under par og avancerede til andenpladsen to slag efter Nicole Broch Larsen. Tredjepladsen deles mellem de to klubkammerater fra Smørum, Emily Kristine Pedersen og Nanna Koertz Madsen, der begge er ni slag over par.

Hos herrerne klarede 37 spillere cuttet, mens finalen hos kvinderne afgøres mellem 12 spillere. Søndag er der gratis adgang for publikum, der har mulighed for at vinde gavekort til Bravo Tours til en værdi af 5.000 kr., en fladskærm fra 2tal til en værdi af 5.000 kr. og to golfbags fra Backtee.
 


1 kommentar "Nicole holder fast i Silkeborg"

Diac