Mr. 59 gjorde det igen
Af Thomas Vennekilde
Med en fejlfri finalerunde vandt svenske Jens Dantorp for anden gang i træk på ECCO Tour
Der var varslet dansk stormløb på de førende svenskere inden sidste runde af Golf Experten Open i Mariager. Og på en dag uden vind og med høj sol, kunne der scores lavt på den østjyske bane. Der var også flere danskere, der bød sig til i topstriden. Men da det sidste putt var sænket, kunne svenske Jens Dantorp - der gik en 59’er da ECCO tour gæstede Nivå tidligere på måneden - fejre sin anden ECCO Tour-sejr på stribe.
Med seks birdies og 12 par hentede han 12 point i det modificerede stableford-system, som der spilles efter i denne uge.
- Det meste gik godt i dag. Jeg spillede stabilt og gav mig selv masser af chancer, sagde Jens Dantorp efter sejren, der også betyder, at han er sikker på, som minimum at skulle spille på challengetouren næste år.
Han håber og tror dog, at hans øjeblikkelige storform kan bringe ham direkte på europatouren.
Dantorps nærmeste forfølgere sluttede fire point efter ham. Blandt dem var Steen Ottosen, der gjorde et forrygende comeback ovenpå fredagens middelmådige runde. Med hele ni birdies og 17 point gjorde den tidligere challengetourspiller sit for at skabe spænding i toppen, men måtte nøjes med en delt andenplads. Morten Ørum Madsen og Morten Hedegaard blev næstbedste danskere på 7.pladsen.
Med sejren avancerede Jens Dantorp til førstepladsen på ECCO tourens rangliste Backtee Race to Himmerland. På de to næste pladser ligger den danske duo Morten Ørum Madsen og Joachim B. Hansen.
Næste gang ECCO tour-spillerne skal i aktion bliver ved Backtee Race to Himmerland, der spilles på Himmerland Golf & Country Club 6.-8. oktober. Turneringen er den sidste på årets kalender.
Se interview med Jens Dantorp:
