Morten Ørum skyder Joburg Open i gang
Af Martin Rahbech
Fire danskere er klar i Sydafrika, hvor Charl Schwartzel sigter højt
Torsdag morgen ved seks-tiden er Morten Ørum Madsen ved at gøre sig klar til en af de allerstørste udfordringer i sin unge karriere. Den 23-årige silkeborgenser er med i første bold kl. 6.30 på 1. tee i sin første turnering på europatouren, når Joburg Open sættes i gang.
Morten Ørum Madsen, der blot har ni måneder bag sig i sin professionelle karriere, glæder sig til at høste erfaringer.
- Jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt til at komme derned, da det jo er en barnedrøm der går i opfyldelse. Når det er sagt, så kunne forberedelserne selvfølgelig godt have været bedre, når jeg kommer fra en måned, hvor jeg har slået bolde i et net og kun sporadisk har slået bolde udenfor, når vejret har tilladt det. Men den her tur kommer ikke kun til at handle om resultatet, men i langt højere grad oplevelsen og erfaringerne, som følger med. Selvfølgelig spiller jeg for at komme så langt op i feltet som muligt, men man ved aldrig helt hvor spillet er, når det er en måned siden man sidst var på græs, skriver Morten Ørum Madsen på sin blog.
Han kan dele sin formodede debutantnerver med 21-årige Joachim B. Hansen, der også blev inviteret med til turneringen i mandag.
Forberedelserne var ikke meget længere for Lasse Jensen. Han var på træningslejr i Abu Dhabi og valgte at rejse videre til Sydafrika, da han var fjerdereserve.
Inden han landede i Sydafrika, havde han på sin telefonsvar fået det gode besked. Han skal spille sin sjette turnering på europatouren.
Thomas Nørret har i modsætning til sine tre landsmænd haft turneringen på programmet i lang tid. Han har været i Sydafrika hele året, da han fortsatte fra en ferie med familien og videre til Africa Open i sidste uge, hvor han missede cuttet.
Den danske kvartet går alle efter at klare cuttet i første omgang. Succeskriteriet er nogen anderledes for Charl Schwartzel. Han har vundet Joburg Open i både 2010 og 2011, og han går efter en fortsættelse på alle fronter.
- Jeg er klar til udfordringen. Hvis jeg kan vinde i denne uge, vil det være første gang, jeg har vundet en turnering tre gange i træk. Så jeg har noget at spille for. Omkring mine andre mål, så ville det være fantastisk at forsvare min Masters-titel. Det er en hård opgave, men jeg vil gerne se, om jeg kan vinde igen. Så er der selvfølgelig verdensranglisten. Jeg kom ind i top 10 sidste år, og jeg vil, om jeg kan fortsætte med et kravle opad. Luke Donald spiller selvfølgelig rigtig godt, og det vil tage noget tid at fange ham. Men jeg skal fortsætte med at rykke nærmere. Og det langsigtede mål er at blive verdens nummer et, siger Charl Schwartzel.








Ingen kommentarer til "Morten Ørum skyder Joburg Open i gang "
Indsend kommentar