Morten Ø. Madsen i førerbold

Morten Ø. Madsen spiller søndag med om sejren i Rusland. Foto: Getty Images.

Printer venlig versionSend til en ven

Morten Ø. Madsen er lige i hælene på Alessandro Tadini inden finalerunden på challengetouren

 

Der var stærk blæst over Tseleevo Golf & Polo Club i Moskva, og forholdende var så krævende, at kun syv spillere klarede sig rundt under par. To af de syv var danskerne Andreas Hartø og Morten Ø. Madsen.

Andreas Hartø spillede dagens bedste runde i -3, der bragte ham frem på en delt 12. plads. Fem birdies og to bogeys var grundlaget for Hartøs avancement på 29 pladser.

Morten Ø. Madsen havde to doublebogeys på de første seks huller, men derfra kom der seks birdies og kun en enkelt bogey på kortet. I alt beregner det sig til en runde i -1 og en delt andenplads inden finalen søndag. Madsen deler andenpladsen med Alexandre Kaleka, Florian Preagant og Chris Lloyd, men reglen om ”først ind, sidst ud” gør, at Morten Ø. Madsen skal spille førerbold i finalen af M2M Russian Challenge Cup.

Der får han selskab af den førende Alessandro Tadini, der er 7 under par samlet efter en runde ét slag over par. Det er et forspring på to slag til de fire spillere på andenpladsen.

- Det var meget, meget svært derude i dag. Jeg er meget træt efter den omgang. Det var blæsende og flagplaceringerne var krævende, sagde den førende italiener til europatouren.

Joachim B. Hansen var bedste dansker inden dagens runde, men med en 76'er på par 72 banen faldt han tilbage til -1, side om side med Hartø.

Lasse Jensen og Jeppe Huldahl brugte begge 77 slag. De faldt henholdsvis tilbage til 35. pladsen og 54. pladsen.

Igennem det meste af sæsonen har Morten Ø. Madsen været helt med fremme på Challenge Tour Rankings, men en skidt periode på det seneste har gjort, at han er faldet ned som nummer 27. De 20 bedst placerede får ved årets slutning adgangsbevis til europatouren 2013, og om Morten Ø. Madsen er blandt de 20, kommer i høj grad til at afhænge af morgendagens udfald i Rusland.