Mindelser om Nordsjælland
Af Jesper Frigast Larsen
Svensk visit: Araslöv råder over to baner. Nordbanen er en skovbane af den gode slags
Golf.dk har besøgt en række skånske baner, som alle er et besøg værd, og som vi nu og i den kommende tid vil præsentere. Så kan der være noget at glæde sig til, inden bilen næste gang sætter kurs mod Øresundsbroen og Skåne. Yderligere oplysninger kan findes på golfsverige.dk og klubbernes hjemmesider.
Araslöv Säteri Golf
Araslöv er meget mere end blot en 18-hullers golfbane. Med udgangspunkt i en smukt restaureret firelænget gård i udkanten af Kristianstad er der tale om et golf-, hotel- og konferencecenter med to 18-hullers golfbaner og hotel på området.
Så der er nok af muligheder, og på klubbens hjemmeside kan man finde tilbud på forskellige golfpakker med overnatning på klubbens eget hotel. Men man kan naturligvis også, som Golf.dk, møde op som almindelig greenfee-gæst og spille en runde. Vi spillede den ældste af de to baner, nordbanen, som snor sig langs og gennem høje skovbryn med løvtræer, som giver banen en karakter ikke ulig nordsjællandske baner som Hillerød eller Rungsted. De fleste huller er skovhuller, men der er også større og mindre søer i spil, som giver udfordringer. I almindelighed er der dog ganske god plads til driveren - det er i slagene mod green, at der er brug for et skarpt jernspil for at få bolden på green og ikke mindst tæt på pinden.
Der er brug for koncentration helt frem til 18. hul, hvor den kuperede green ligger lige ud for klubhusets terrasse og giver spilleren mulighed for at indkassere applaus eller dybe suk fra publikum på terrassen. Medmindre publikum da er mere optaget af at nyde mad og drikke fra klubhusets glimrende restaurant.
Sydbanen har vi endnu til gode, men klubben karakteriserer selv denne bane som en skov- og parkbane, relativt lang, med kraftigt kuperade fairways, små greens og store vandhuller. Banen har fine udsigter over Christian d. 4.'s by Kristianstad og Araslöv-søen.
Araslöv Säteri Golf
Afstand fra Øresundsbroen: 110 km
Greenfee fre.-søn./man.-tors. (SKR): 420/320. Diverse rabatmuligheder og golfpakker, se klubbens hjemmeside.
Web: www.araslovgolf.se