Mickelson overtrumfede Tiger
Af Søren Barnak
Phil Mickelson overstrålede alle, mens Tiger skuffede fælt på sidstedagen af AT&T Pebble Beach National Pro-Am
Det hele var lagt til rette for Tiger. Han havde selv gjort forarbejdet, og lå inden søndagens finalerunde på tredjepladsen med kun to fire slag op til den førende spiller, som tilmed aldrig havde prøvet at vinde på PGA Tour.
Men Tiger skuffede fælt og med en 75’er sluttede han på en 15. plads (-8).
- Jeg spillede faktisk ikke så dårligt, som scoren ellers godt kunne indikere. Men jeg puttede helt forfærdeligt. Lige så god en fornemmelse jeg havde på greens lørdag, lige så dårligt følte jeg mig tilpas søndag. Uanset hvad jeg forsøgte, så virkede det ikke. Og som en konsekvens heraf lavede jeg en masse fejl på greens, lød forklaringen fra Tiger.
Phil Mickelson, der ellers havde fået en skidt start på denne sæson og som bestemt ikke virkede til at være i topform, gik søndag ud og skød en 64’er og snuppede sejren i AT&T Pebble Beach National Pro-Am.
På bare seks huller gik Mickelson fra at være seks slag efter den førende spiller, til selv at ligge i front med en to slags føring. Mickelson sluttede hele 9 slag foran Tiger.
Det var Mickelsons fjerde sejr på Pebble Beach og samtidig nåede han op på 40 sejre på PGA Tour.
- Det føles helt fantastisk. Jeg følte egentligt at formen var der, men de første par turneringer i år har været frygtelige, og jeg var så småt begyndt at tvivle på om jeg rent faktisk var i form. Så at være i stand til at spille 18 huller, som jeg gjorde i dag, betyder rigtig meget, fortalte Mickelson.
Charlie Wi sluttede for femte gang i karrieren som runner up. Wi sluttede 15-under-par. Ricky Barnes blev nr. 3 i -13, mens Aaron Baddeley snuppede fjerdepladsen i -12.
