Mickelson: Det var en perfekt dag
Af Søren Barnak
Phil Mickelson brugte lørdag hele banen på Riviera CC. Både den del indenfor og den del udenfor for rebene. Han kom dog rundt i -1 og deler nu føringen med Keegan Bradley
Phil Mickelson har vundet de sidste tre gange, hvor han har ført efter 54 huller. Men han gjorde det ikke lettere for sig selv, da han lørdag for anden dag i træk skød en 70’er og kom samlet syv-under-par.
Konkurrenterne i Northern Trust Open skød nemlig endnu lavere, og Mickelsons forspring er nu væk.
Rookie of the Year 2011 Keegan Bradley skød en 66’er og kom op på siden af Mickelson, mens Bryce Molder også skød en 66’er og kom samlet 6-under-par. Molder deler tredjepladsen med Jonathan Byrd og Pat Perez.
Hvis tendensen fra de foregående tre uger fortsætter, så har spillerne på -1 også chancen for at kunne løfte trofæet søndag eftermiddag. Det betyder, at hele 25 spillere kæmper med om sejren.
Mickelson er dog ikke nervøs for søndagens runde.
- Jeg var seks slag efter i sidste uge, så jeg foretrækker at ligge, hvor jeg gør nu, lød det selvsikkert fra Mickelson.
Phil Mickelson var her og der og alle vegne på lørdagens runde og måtte for alvor kæmpe for at holde sammen på scoren.
- I dag var en rigtig god runde for mig, forklarede Mickelson. Jeg spillede på ingen måder godt og kom alligevel rundt i -1.
Går Mickelson hen og vinder bliver han den første spiller siden august 2009, som vinder to tuneringer i træk på PGA Tour. Dengang var det Tiger Woods, som stod for den bedrift.
