Mentaltræning: De klassiske spørgsmål
Af Lars Carlsen
Selv om vinteren står for døren og golfkøllerne måske er pakket væk, så kan man stadig træne sit golfspil. Golf.dk har indgået et samarbejde med Lars Carlsen og bringer hver tirsdag i løbet af vinteren et kapitel fra hans bog Det Mentale Drive. I dag er vi nået til tredje kapitel
Selvom begrebet mental træning findes jævnligt på avisernes sportssider og høres i mange sportsudsendelser i radio og TV er der mange spørgsmål, der typisk trænger sig på:
Hvad går mental træning ud på?
- Grundlæggende drejer det sig om at lære at bruge hjernen på en måde, der sikrer, at den er en positiv medspiller.
Det handler bl.a. om at blive bevidst om den måde, som vi tænker på, hvad enten vi snakker om billeder, lyde eller følelser.
Ikke mindst handler det om at blive bevidst om ”den indre dialog”, der forgår i hovedet på os alle. Sidst – men ikke mindst - drejer det sig om at lære at udnytte hjernens kapacitet optimalt.
Kan alle træne mentalt?
- JA - hvis man vil - og det er ikke svært!.
Er mental træning ikke sådan noget med mærkelig musik, trance, hypnose osv.?
- Det kan det være, men det behøver det ikke.
Der er mange måder at træne mentalt på, og træningen kan tilpasses den enkeltes behov og ønsker. Nogen vil finde det, at træne mentalt, underligt i starten, men for de fleste vil en evt. skepsis forsvinde i takt med, at resultaterne viser sig.
Reelt handler det om ”hjernegymnastik”, hvor den ”mentale muskel” - hjernen - holdes i gang, så den kan ”levere varen”, tilsvarende den situation, at den fysiske træning holder vores krop i form.
Hvor meget tid skal man bruge på at træne mentalt?
- Der kan ikke gives noget entydigt svar.
Selvfølgelig skal der investeres tid, MEN hjernen arbejder hele tiden, bevidst eller ubevidst.
Mental træning behøver ikke at udløse ekstra træningstid - og der skal jo ikke reserveres hverken tid eller bane.
Den mentale træning kan dyrkes når som helst og hvor som helst - i sofaen, i sengen, mens du kører bil ……
Det handler om kvalitet frem for kvantitet, MEN mental-træningen skal - ligesom den fysiske træning - passes”.
Skal alle træne på samme måde?
- NEJ, vi er alle forskellige, og derfor skal også det mentale træningsprogram skræddersys til den enkelte.
Der er dog en række grundlæggende elementer og principper, som alle vil have gavn af, men mentale træningsprogrammer sammensættes efter den enkeltes specifikke mål og behov.
Hvor vigtigt er mental træning?
- Som allerede antydet i indledningen er mental træning vigtig.
50 – 90% af toppræstationer afhænger af den mentale styrke.
Dette gælder ikke kun i sportens verden, men lige såvel i vores daglige liv, hvad enten vi snakker arbejdsliv eller privatliv.
Vi kan imidlertid sagtens klare os uden at træne mentalt.
Faktisk er det det, de fleste mennesker gør!
MEN den mentale træning styrker den mentale formåen, og giver os flere valgmuligheder samt et - på alle planer - større ’overskud’ i det daglige.
Hvad nu, hvis man synes, at det egentlig går meget godt?
- Der er altid et potentiale for yderligere forbedringer.
Hvis du synes, det virker, så fortsæt, og synes du, at du ikke får noget ud af det, kan du jo bare fortsætte, som du plejer.
Valget er dit.
