Silkeborg GC forventer 200 nye medlemmer (Foto: Silkeborg GC)

Silkeborgs medlemskampagne forventes at give 200 nye fuldtidsmedlemmer. Tidligere medlemmer kan nu sælge deres aktier.
Efter vinterens turbulente periode med usikkerhed omkring klubbens likviditet er Silkeborg Golf Club kommet succesrigt igennem forårets og forsommerens storstilede medlemskampagne, der forventes at ende med 200 nye fuldtidsmedlemmer. Det vil bringe det samlede medlemstal i klubben op på over 1.700.
Bag den succesrige kampagne ligger et stort frivilligt arbejde udført af klubbens medlemmer. Der er således afhold en række turneringer, hvor medlemmerne har kunnet invitere venner, kolleger og naboer til at prøve golfsportens velsignelser. Der er også indgået vigtige alliancer med de to store lokale aktører inden for fodbold og håndbold, Silkeborg IF og BSV. Desuden har der været en serie markedsføringsinitiativer, lige som kampagnen har indeholdt en række fordelagtive tilbud til både prøvemedlemmer og andre golfspillere.
Resultatet er 184 nye fuldtidsmedlemmer i perioden frem til den 1. oktober, mens andre 31 prøvemedlemmer befinder sig i en pipeline, så den samlede forøgelse af fuldtidsbetalende medlemmer forventes at overstige 200. Det betyder, at klubbens bestyrelse forventer at kunne fastholde kontigentniveauet på et moderat niveau, så seniorkontingentet for 2013 bliver på 6.980 kr.
Den massive medlemssucces betyder samtidig, at klubbens aktiebeholdning er solgt, så alle tidligere medlemmer, der har ønsket at sælge deres aktier, nu vil få indfriet dette ønske. Det var netop problemstillingen omkring tidligere medlemmers aktiesalg, der gav anledning til en masse negative reaktioner på diverse debatfora i vinterens løb.
- Jeg har naturligvis forståelse for, at forsinkelsen var et irritationsmoment, selv om klubben ikke er juridisk forpligtet til at købe aktier fra tidligere medlemmer, siger golfmanager Mads Rugholm.
- Men kritikken gik totalt i selvsving og havde ingen relation til de faktuelle forhold. Vi kunne kun følge den afsporede debat med undren. Men vi er glade for, at vi med over 200 nye fuldtidsbetalende medlemmer nu kan se fremad og fokusere på at videreudvikle vort anlæg og optimere driften, siger Mads Rugholm, der står foran store opgaver både i indeværende og den kommende sæson.
- Netop nu er vi igang med at forberede os til Nordens største amatørturnering, Danish International Amateur Championship i dagene 20.-22. juli, og når vi i sommeren 2013 åbner dørene for europamesterskabet for herrehold, kan vi tilbyde en af Nordens bedste mesterskabsbaner, der er så fleksibel, at den vel at mærke også kan spilles af alle handicapgrupper inklusiv begyndere, siger Mads Rugholm
5 kommentarer til "Medlemsboom i Silkeborg"
aktien
Så sæt aktien op igen. Nu har i jo betalt ud til kurs 200, så kan i godt sætte op til kurs 300 igen.
Stop nu med at klappe jer selv på skulderen. Der er stadig nogle der ikke har glemt jeres lille stunt.
Aktien
Nu var det jo os medlemmer der besluttede at sænke kursen og ikke klubben... Sæt dig ind i tingene inden kritik af klubben. Den lavere kurs har jo virket...
Silkeborg
Hvorfor må kvalitet ikke bare koste lidt mere!
Silkeborg er et af landets bedste golfanlæg.
Greenkepererne gør et sublimt arbejde under meget vanskelige forhold!
Men 1700 medlemmer til 27 huller, det kan kun gå ned ad bakke for denne ellers så fantastiske bane!
Hvorfor må det kun koste 6980 kr/år at få stillet en Ferrari til rådighed hver dag?
SGC ender desværre som en velkørende Skoda!
Middelmådighed er ofte begrænsningen for succes i Danmark!
8500 kr. om året er alt hvad der skulle til for at holde niveauet, uden så mange medlemmer!!
Til slut kan jeg nævne at man nu som medlem i SGC skal booke tid for at spillebboldrende sløjfen!!! Udover det som begreb virker grotesk, giver noget udfordring hvis man spontant ønsket 9 huller med fruen!!
Igen stor kredit til Greenkeeper staben, det gør det fantastisk, og baner set "stadig" utrolig flot ud!!
boldrendetid
Man har nu mulighed for at booke en boldrendetid. Hver 4. tid kan bookes, resten er da stadig almindelig boldrende. Det er da bare et servicetiltag for de, der kun vil gå 9 huller, men gerne vil være sikre på en tid. Og godt for os andre, at de ikke tager plads op på 18 hullers banen.
Til Poul
Jeg vil vove den påstand at boldrende banen ALDRIG er fuldt booket med bolde i renden ... Så er det da bare super service for folk som gerne vil planlægge deres golf at de nu kan vælge at stille sig i kø uden tid, eller bestillle en af de tider der er tilgængelige for bestilling - du kan jo heller ikke spontant spille golf hvis der ligger 20 bolde i renden foran dig.
Men jeg vil gerne slutte op omkring standen - den er simpelthen fantatisk lige nu - Vest 3 green har lidt problemer, men ikke noget man mærker i spillet - kun noget man visuelt kan se.
Jeg tror dog kun man får problemer med tiderne hvis man KUN kan spille primetime - og det er der selvfølgelig nogen der kun kan - men sådan er det jo i alle klubber...de vil være sværere at få tider på...
Jeg er helt enig om at 6800 er vanvittig billigt for 27 huller af så niveau...
FORE LEFT