McIlroy venter på vennen Thorbjørn Olesen

Rory McIlroys første modstander i titelforsvaret er Thorbjørn Olesen. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

World Golf Championships-Dell Match Play sender Olesen I kamp mod den forsvarende mester, mens Søren Kjeldsen skal møde Kevin Kisner i første runde

Austin Country Club danner ramme for sæsonens store hulspilsturnering World Golf Championships-Dell Match Play, hvor et stærkt felt er samlet med 48 af verdens top 50 til start.

Der er dobbelt dansk deltagelse i feltet med 64 spillere, da både Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen har sikret sig pladser.

Den forsvarende mester, Rory McIlroy, er Thorbjørn Olesens første modstander.

- Thorbjørn er en af mine gode venner. Jeg har kendt ham I lang tid, mens jeg har spillet på europatouren. Første gang jeg spillede med ham var i Egypten i 2010, så vi har lidt historie, sagde Rory McIlroy på mandagens pressekonference.

Formatet for turneringen er, at spillerne er delt i puljer med fire spillere, og de skal mødes indbyrdes onsdag, torsdag og fredag, inden de i alt 16 puljevindere går videre til turneringens næste fase.

De øvrige spillere i Thorbjørn Olesens pulje er Kevin Na og Smylie Kaufman.

Rory McIlroy har haft en noget blandet start på 2016, men et godt tegn var, da han sluttede Arnold Palmer Invitational med en runde i 65 slag, der rykkede ham frem til en slutplacering som nummer 27.

Men hans fokus på denne uges turnering er ikke på titelforsvar. Endnu.

- Det tror jeg ikke, du kan. Jeg er nødt til at have fokus på mine tre matcher onsdag, torsdag og fredag. Forhåbentlig kan jeg navigere min vej igennem dem, og så vil jeg begynde at kigge på mulige modstandere  i weekenden. Men lige nu koncentrerer jeg mig om Kevin, Smylie og Thorbjørn og prøver at komme forbi dem, sagde Rory McIlroy.

Søren Kjeldsen er i pulje med Hideki Matsuyama, Kevin Kisner og Rafa Cabrera Bello, og han skal onsdag starte i duellen mod Kevin Kisner.