McGowan er ude – Molinari er inde
Af Martin Rahbech
Der er nu kun to Ryder Cup pladser tilbage at kæmpe om i Johnnie Walker Championship, hvor Mark Haastrup har fået stærk start
Spillet om de sidste pladser til Ryder Cup er blevet en smule nemmere at gennemskue.
Ross McGowan trak sig torsdag ud af den sidste turnering inden udtagelsen – Johnnie Walker Championship.
Det skete efter en runde i 77 slag (+5), hvor den 28-årige englænder tydeligvis døjede med den skulderskade, som har generet ham gennem længere tid.
- Jeg er temmelig knust for at være ærlig. Jeg havde en alle tiders mulighed for at komme med på holdet efter en god afslutning på sidste sæson, men der er ikke noget at gøre ved det, sagde Ross McGowan efter han offentliggjorde sin beslutning.
Det gav samtidig en billet til Francesco Molinari. Han ligger på syvendepladsen på kvalifikationslisten, og hans plads i top ni kunne komme i fare, hvor McGowan ville vinde Johnnie Walker Championship.
Men der er stadig to pladser at kæmpe om. Her har Simon Dyson lanceret et angreb på en sejr med en åbningsrunde i 68 slag (-4), der rækker til en foreløbig femteplads, mens eftermiddagens bolde stadig er i aktion.
Femtepladsen deler han blandt andre med Mark Haastrup, der er kommet strålende i gang på Gleneagles, hvor han trodsede to bogeys i løbet af sine første fem huller og altså endte i -4.
Omtale af hele første runde følger, når dagens sidste bolde er færdige.








Ingen kommentarer til "McGowan er ude – Molinari er inde"
Indsend kommentar