Mallorca med nye briller


Printer venlig versionSend til en ven

Mallorca er yndet feriemål for danskere. Og det kan sagtens betale sig at tage golfudstyret med på rejsen. For øen har flere gode golfbaner, hvoraf tre findes inden for ti minutters kørsel i det nordøstlige hjørne. Dansk Golf besøgte Canyamel, Capdepera og Pula, der hver for sig præsenterer øens smukke og mangfoldige natur

Feriemålet Mallorca får sikkert mange til at tænke på grisefester og tonsvis af solbadende turister. Det sidste er svært at undgå, men rent faktisk har den populære middelhavsø meget andet at byde på end badestrande. Især for golfspillere, som efterhånden har ikke færre end 21 baner at vælge imellem. De fleste ligger i nærheden af hovedstaden Palma, men har man mod på og mulighed for at drage ud på egen hånd, så kan cirka 70 kilometers landevejskørsel mod nordøst varmt anbefales. Her finder man nemlig tre meget flotte baner, som alle ligger tæt på den hyggelige by Capdepera.

Denne lille rundtur starter på Canyamel Golf Club, som også er den ældste af de tre. Det siger dog ikke så meget, når åbningsåret er 1987. Ens for alle tre baner er, at de råder over meget flotte baneguides. I denne beskriver arkitekten Pepe Gancedo, hvordan han for alt i verden ønskede at bevare landskabet, da han skulle tegne par 72-banen. Og det må siges at være lykkedes rigtig godt.
 På runden bliver man mødt af den skønneste natur lige fra figen- til oliventræer og vinmarker til palmer. Og midt på 9. fairway har man bevaret et gammelt stenhus, som ligger lige i driving afstand. På det store billede er min tyske spillepartner i gang med sit andetslag. Selv valgte jeg at gå venstre om, hvor der er en smule mere plads at gøre godt med …

For 9 ligger i terrænet på bjergsiden, mens de bage-ste huller - med undtagelse af det meget udfordrende par 3-hul 18. - løber langs med dalen. Fire huller ud og fire huller hjem. Ved hvert tee-sted er der en meget udførlig grafik, som beskriver højdeforskellene. Det kan være en god information, især på par 5-hullet 13., hvor andetslaget i bedste fald lander 30-40 meter lavere … og i værste fald torskesmutter i søen. Et meget spektakulært hul, som ikke overraskende er rangeret som banen sværeste.

Fra klubhusets smukke terrasse, hvor man med fordel kan sammentælle og yderligere gennemgå dagens scorekort, har man en fin udsigt ikke blot ud over 18. green men også ud over dalen, hvor et gammelt tårn fra det 13. århundrede fanger ens opmærksomhed. Min nysgerrighed bliver hurtigt nærret, da en af de lokale fortæller om den meget særegne restaurant, der har til huse i disse bygninger. Stedet hedder Torre de Canyamel og restauranten Porxada de Sa Torre. Her får man typisk majorkinsk tilberedt mad i et lokale, som emmer af stemning. Absolut et besøg værd.

Det samme er næste stop på turen. Capdepera Golf Club kendetegnes ved en endnu skarpere opdeling i landskabet. På de første tolv huller afvikles i et relativt åbent område, hvor driveren får rigeligt med luft. Den bliver så til gengæld sparret på de fleste af afslutningshullerne, som er meget smalle og virkelig stiller store krav til ens beherskelse af præcision og længde. Dagens højdepunkt - i mere end gængs forstand - kommer på 15. hul, hvor man fra tee-stedet har hele området for sine fødder. Man har også 147 meter ned til pinden, men det kan være svært at holde fokus på opgaven.

Tombola
Lidt senere når man så til afslutningshullet, som minder mest om et lod i en vind-eller-forsvind-konkurrence. Par 5-hullet er ikke mere end 428 meter langt fra gul tee, men først skal en kløft passeres. Det er ikke nok at gå langt, for bolden kan nemt blive fanget i dybet, som løber langs med højre side af fairway. Og i venstre side er der både out-of-bounds og et par strategisk velplacerede bunkers, der sluger mange af de forsigtige drives. Har man en god dag og finder midten af fairway, så bliver man belønnet med et halvlangt jernslag for at nå green i to. Så enten er der fuld uddeling eller også slutter dagen med en streg.

Nu er der så Pula Golf Club tilbage. En par 72-bane, som for få måneder siden havde Europatouren på besøg og derfor er i bedre form end nogensinde før. Med sine 5626 meter hører den ikke til de længste og lever i høj grad på mange finurlige udfordringer og hazarder. Det bedste eksempel er 8. hul, hvor den store sø i højre side skaber en vis respekt fra tee-stedet. Eftersom green er gemt i venstre side bag en stor bakke med høje træer, så nytter det ikke at spille alt for "safe". Når man så endelig har overvundet alle disse forhindringer, så bliver man mødt af en green, der hælder voldsomt fra bagkant mod front. Derfor vil en bogey på dette hul for de fleste være et tilfredsstillende score.

Skulle man ikke være parat til at medbringe egne køller, så har samtlige tre proshopper ganske nye og udmærkede sæt til udlejning. En sidste nøgtern betragtning kunne være, at prisforskellen mellem Pula i den dyre ende og de to andre baner ikke giver sig udslag i en nævneværdig kvalitetsforskel ude på banen. Det hænger sammen med det lidt højere ambitionsniveau, som ejeren Romeo Sala Massanet har med sit kun otte år gamle golfanlæg, hvor man også finder en af øens fineste spisesteder, restaurant S'Era de Pula.

Snart vil man huske Mallorca for den udsøgte mad og de tre golfbaner i nærheden af Capdepera.

Bragt i Dansk Golf nummer 9, 2003