Maleriske Madeira

Det siges, at flere har set afdøde slægtninge under indflyvningen til lufthavnen på Madeira. Jeg så ingen, hverken min morfar eller gamle onkel Georg (den røver). Men det betød ikke, jeg nød turen. Min vejrtrækning stoppede faktisk mere end et par gange, mens flyet fra TAP, det portugisiske flyselskab, baskede forvildet mod jorden.

Nu skal det siges, at Madeira i brede kredse mest er kendt for sin ultrakorte landingsbane, der får enhver flylanding til at føles, som om nogen trækker i håndbremsen med 300 km/t. Hvilket i princippet også er det, piloterne gør.

Landingsbanen er for et par år siden ganske vist blev forlænget en smule, og det skulle have hjulpet på oplevelsen. Denne viden sad jeg imidlertid ikke inde med under mit frie fald. Jeg følte mig derfor lettere oprevet.

I rivende udvikling
Flyets dans mod lufthavnens trygge favn havde dog en væsentlig årsag. Det stormede som en i hulen, og så er det sin sag at lande på en bjerg-ø.

Vel ankommet og en smule himmelfalden går turen mod øens hovedby Funchal, hvor hen ved to tredjedele af øens 250.000 indbyggere har deres faste adresse. Madeira er knap halvanden gang større end Bornholm, og med en særdeles velfungerende infrastruktur er turen til hovedstaden i det bjergrige terræn overstået på en halv time.

Madeira var i mange år et relativt tilbagestående landbrugssamfund med en begrænset fiske- og turistindustri. Fattigdom og stagnation har i tidens løb fået mange øboere til at pakke kufferten og søgen lykken så langt væk som i Brasilien.

Siden moderlandet Portugals indtræden i EU har øen imidlertid oplevet en opblomstring takket være EU-midler til bl.a. bygning af veje, tunneller og støtte til industriudvikling. Resultatet er et samfund i rivende udvikling med et voksende image blandt turister – og altså også en gryende golfindustri.

Lunt og forræderisk
Madeiras placering små 600 kilometer ud for Afrikas kyst betyder øen nyder godt af de varme havstrømme og har et behageligt subtropisk klima året rundt på den rigtige side af 20 grader. Derfor skal man nu alligevel pakke kufferten fornuftigt, for begge øens to golfbaner ligger 5-600 meter over havet, og deroppe spiller vejrguderne ikke altid efter reglerne.

Lad mig sige det som det er. Mens indbyggerne i Funchal under mit besøg i slutningen af marts kunne glæde sig over sol og små tyve grader ved kysten, så stod der regn, tåge og cirka 10 grader på programmet, dér hvor der skulle spilles golf. Det blev bedre efter nogle dage, jovist – men det er stadig sidste gang, jeg er draget til syden uden en ulden langærmet!

Atlanterhavsgolf
Madeiras mest berømte golfbane hedder Club de Golf Santo de Serra og ligger cirka 30 minutters kørsel op i bjergene fra hovedstaden. Oprindelig var der tale om en ni-hullers bane, anlagt helt tilbage i 1937, men i 1991 fik Robert Trent Jones Sr. til opgave at redesigne anlægget og skabe en mesterskabsbane. Resultatet blev et umanerlig billedskønt 27-hullers anlæg, som i dag ligger græstørv til den lille turnering på europatouren, Madeira Islands Open.

Banen består af tre sløjfer, som i lokale termer benævnes Serras, Machico og Desertas. Europatouren benytter de to sidste, hvilket er forståeligt. De er nemlig ikke kun de sværeste, men også smækfyldt med sceniske oplevelser og monumentale huller. I særdeleshed går man ikke fra banen uden en klar erindring om 2., 3. og 4. hul på Machico sløjfen, der alle snor sig tæt langs en dyb kløft.

Tillad mig at zoome. Forestil dig du står på teestedet og ser Atlanterhavet strække sig mod en uendelig horisont kun beskåret af et par sidste forvildede klipperester. Foran dig har nogen placeret en dyb ravine og ovre på den anden side – 147 bundløse, nervepirrende meter væk – ligger greenen og svæver som en grøn ø midt i luften.

Hvis man et øjeblik glemmer sig selv og vælger at slå teestedmarkeringen i kløften, så er man på en måde tilgivet. Det er sgu svært at bevare koncentrationen på 4. hul, et fantastisk par 3-hul, som ifølge en journalistkollega skulle være et af de mest fotograferede golfhuller i Europa. Det forstår man.

Bjerggolf
Vil man indtage Santo de Serra, er det en god ide at tjekke først med ens indre bjergged. Det går rundt, op og ned i en uendelighed – og buggy-stierne er jo til for at blive kørt på.

Det gælder også øens anden golfbane, Palheiro Golf, der i modsætning til Santo de Serra ligger bare 15 minutters kørsel væk. Ifølge banens personale modtager Palheiro langt flere gæster end deres konkurrent, hvilket må have noget at gøre med afstanden. For uagtet en hel del fine huller så er den ikke i samme liga som Santo de Serra.

Palhero Golf er som så meget andet på Madeira en uforglemmelig naturoplevelse. Stakåndet er et nøgleord, ikke kun på grund af terrænet, men også fordi man flere gange må stoppe op, når træerne træder til side og afslører en storslået udsigt til et blændende smukt Atlanterhav og havnen i Funchal.

Vil man gå fra banen med en nogenlunde score, skal sigtekornet være ordentlig indstillet. Banen er ganske vist ikke længere end 5.448 meter fra gul tee, men den er smal og godt beskyttet af talrige bunkers. Vores odds blev bestemt heller ikke bedre af, at stormen havde tømt halvdelen for deres karakteristiske røde sand og efterladt noget, man kunne anlægge parkeringspladser på.

Signaturhullet burde egentlig være 13. hul, et kort par 3-hul, der spilles over en slugt fuld af vilde blomster. Godt nok var der intet, der blomstrede under vores besøg, men ifølge personalet skulle det være et fantastisk syn. Altså til den tid.

Indtil da må 19. hul tage prisen som det mest opsigtsvækkende ved Palheiro Golf. Med en velsmagende Palheiro Burger på tallerkenen og Funchal 500 meter under ens fødder taler meget for, at klubhusets terrasse bliver højdepunktet på golfrunden.

Ballesteros på naboøen
Overraskelsen finder man på den lille naboø Porto Santo, som ligger 2 timers nordøstlig sejlads med færgen fra Madeira. Porto Santo er ikke meget større end Læsø og i modsætning til hovedøen mest kendt for sine fine strande og tørre klima. Den lille ø har ingen høje bjerge og får derfor ikke glæde af den samme mængde nedbør.

Til gengæld lokker den med en splinterny, superlækker 18-hullers golfbane designet af Severiano Ballesteros. Den iltre spanier har designet adskillige golfbaner rundt om på kloden – og efter sigende med blandet held. Porto Santo Golfe, som anlægget kaldes, må Seve dog være svært stolt over, for man fristes til at udnævne den til Madeiras bedste golfoplevelse.

Porto Santo Golfe har masser af vind og vand til at spolere scoren. Standen var helt fantastisk, da vi besøgte stedet, og specielt hullerne 13., 14. og 15. kan få en til at glemme krig og fattigdom, mens hav, klipper og fløjlslækre greens forkæler ens sanser.

Det gode ved Porto Santo Golfe er, at banen på en gang indgyder respekt og selvtillid. Fra både teested og fairway er det som regel tydeligt, hvordan hullet skal spilles, og hvor bolden overhovedet ikke har noget at gøre. Banen virker fair, og det er afgjort en rar oplevelse, når man nu har rejst 2.500 kilometer for at spille golf.

Faldo på vej
Banerne holder alle sammen et højt niveau – ingen tvivl om det. Men tre golfbaner på et par småøer langt, langt væk – det er da alt andet lige et skrøbeligt argument for at hæve børnenes opsparing og sætte kursen mod syd. Så skulle man ikke bare sætte snuden mod Portugals sydkyst, og få lidt mere at vælge imellem? Nej, ikke nødvendigvis.

Tiderne skifter som bekendt, og fremtiden ser faktisk ganske solid ud på golffronten. I øens vestlige hjørne er de sidste streger til en 18-hullers mesterskabsbane så småt ved at blive slået af den seksdobbelte majorvinder Nick Faldo. Banen skal efter planen åbne sommeren 2008, og ejerne har ambitioner om at tiltrække store turneringer. Så den skal nok blive fin.

I den modsatte ende på Porto Santo er der også gang i gravemaskinerne. Her har Ballesteros fået til opgave at udvide øens golfbane med 18 ekstra huller. Holder de niveauet, så er der virkelig noget at komme efter.

Madeira med mere
Og for sandhedens skyld så er der faktisk også andet at komme efter. Alt behøver jo ikke handle om golf, vel.

Brug i stedet en dag på at udforske en af Madeiras andre store attraktioner, for eksempel de såkaldte Levada-walks. På kryds og tværs af øen er der gennem tiderne bygget talrige vandingskanaler, Levada’er, der leder regn fra det bjergrige nord til de mere tørre jorde i syd. Langs kanalerne er der gangstier, som ivrigt benyttes af talrige trekkingglade turister, der bare elsker en lang spadsertur i den grønne uspolerede natur.

Om aftenen kan fodrejsen jo så meget passende ende på den trendy Cafe de Teatro i centrum af Funchal med en kølig drink i hånden og levende musik i øregangen. Har du stadig kræfter til overs, så findes der flere natklubber i hovedstaden, der med garanti kan presse nogle sidste formålsløse spjæt ud af bentøjet.

Når du så er helt færdig, og skal kæmpe dig op til en tidlig flyafgang næste morgen, så kan jeg kun berolige med, at der venter en noget mere komfortabel oplevelse end ved landingen. Det er trods alt nemmere at sove fra eventuelle ubehageligheder, når starttiden er 6.00 om morgenen.

Bragt i Dansk Golf nummer 4, 2007