Madsen: British Open er en bonus

Morten Ørum Madsen kan få brug sine evner i bunker på Royal Lytham & St. Annes (Foto: Jens Anker Tvedebrink)

Printer venlig versionSend til en ven

Morten Ørum Madsen havde ikke regnet med at spille British Open allerede i år. Men nu er han der. Og det har den unge dansker tænkt sig at nyde i fulde drag.

Morten Ørum Madsen er i disse dage i gang med at udleve en rigtig drengedrøm på Royal Lytham & St. Annes.

Europeantour.com har talt med den unge danske British Open-debutant, som torsdag eftermiddag stiller sig op på Royal Lythams første hul for at skrive sig ind i historien som dansk majordeltager.

- Jeg tror ikke det er sunket ind endnu. Jeg prøver at forestille mig, hvordan det vil være, men jeg har ingen idé om det, fortæller den 24-årige dansker, der klemte sig gennem nåleøjet i den afgørende lokale kvalfikationsturnering for et par uger siden.

- Jeg har drømt om det siden jeg var helt lille, så jeg er bare glad for at det er blevet til virkelighed. Jeg har ikke prøvet særlig meget i min professionelle karriere, så det bliver helt klart højdepunktet indtil videre, siger Morten Ørum Madsen, som har tænkt sig at tage oplevelsen i verdens største golfturnering så afslappet som muligt:

- Jeg vil prøve at have det sjovt og nyde det. Jeg kommer selvfølgelig for at spille godt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg troede først jeg skulle opleve British Open om nogle år, så det er bare en stor bonus, og jeg har tænkt mig at tage det hele med som en lærerig oplevelse, siger Madsen til europeantour.com.

Morten Ørum Madsen debuterer i British Open torsdag kl. 17.00 dansk tid.