Nanna Madsen og Christine Holm Skylvad i en rolig stund på en varm og blæsende dag i Smørum.

Hjemmebane-spillerne har lagt sig i spidsen for den store internationale juniorturnering i Smørum, men de pustes begge i nakken af udenlandske gæster. Blæsten gav en del problemer på førstedagen, hvor kun fire spillere kom under banens par.
Tekst og foto: Jesper Vinzents
Første runde af Danish International Youth Championship og Danish International Lady Junior Championship i Smørum blev spillet i flot sommervejr på en veltrimmet bane, så der var lagt op til lave scores. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. En drilsk blæst og den høje rough var en stor udfordring for spillerne.
Hos pigerne gik det lokale es Nanna Koerstz Madsen i bold med Christine Holm Skylvad fra Sønderjydske Eagles og de svingede tilsyneladende godt sammen, idet Nanna Madsen fører efter en første runde på 71 slag (+1), mens Christine Holm Skylvad deler tredjepladsen med Jelling’s Mette Spøer og Margherita Magri fra Italien. Trioen brugte 73 slag (+3). Med 72 slag (+2) kilede 2009-vinderen Jana Niedballa fra Tyskland sig ind på andenpladsen.
Der er også lokal føring hos drengene. Den forsvarende mester Erik Steffensen kom rundt i 67 slag (-3). Valentino Dall’arche fra Italien ligger på andenpladsen et enkelt slag efter (68, -2), mens Valentino’s landsmand Claudio Vigano og tyskeren Jonas Voltz deler tredjepladsen i 69 slag (-1).
Disse fire var ene om at komme under banens par. Turneringen fortsætter med anden runde onsdag.
Ingen kommentarer til "Lokale helte i front i Smørum"
Indsend kommentar