Line Vedel går efter oplevelsen
Af Martin Rahbech
Det var en tom turneringskalender, sult på golf og lysten til at opleve et nyt kontinent, der fik Line Vedel til at kickstarte sin anden sæson på europatouren i Australien og New Zealand.
- Jeg vil gerne spille så meget som muligt, og så havde jeg muligheden for at spille her i Australien og New Zealand. Jeg har aldrig været hernede, så det er også fedt at opleve nye lande, fortæller Line Vedel til Golf.dk
Hendes kategori på europatouren har bragt hende ind i denne uges Australian Ladies Masters samt New Zealand Ladies Masters, der afvikles 17. – 19. februar.
Midt imellem ligger Women’s Australian Open. Det er en stærk besat turnering med en del spillere fra LPGA. Derfor må Line Vedel spille kvalifikation for at komme ind. Det foregår mandag på Kingswood GC i Melbourne.
Hun har været i Australien i 14 dage, og hun ser meget frem til at kickstarte sin sæson i de nye rammer.
- Jeg har ikke noget resultatmål for sæsonen, men jeg vil arbejde hårdt på min golf. Jeg har sat en del nye ting i gang i slutningen af sidste år både fysisk og mentalt hvilket jeg glæder mig til at få prøvet af. Nervøsiteten er mindre allerede nu, og så håber jeg at kunne bruge mine erfaringer fra de runder, hvor jeg har været med helt fremme sidste år, fortæller Line Vedel.
I denne uges RACV Australian Ladies Masters var hun med pænt fremme efter første runde, og det lykkedes hende at klare cuttet efter anden runde.
Lørdag faldt hun desværre ned i finalefeltet med en 77’er, så hun nu deler 72. pladsen i +5 inden den afgørende finalerunde søndag.
I front er det fortsat koreanske So Yeon Ryu, vinderen af U.S. Women’s Open i 2011. So Yeon Ryu har i -20 tre slags forspring til hollandske Christel Boeljon.








Ingen kommentarer til "Line Vedel går efter oplevelsen "
Indsend kommentar