Legater til talenterne
Af Pressemeddelelse
Tre danske stortalenter fik årets legater af Golf Klub Danmark.
- Selv om Danmark i år ikke kan bryste sig af at have en Europamester og en verdensmester, så er det glædeligt at konstatere, at Dansk Golf Unions elitearbejde også i resultatmæssigt mere "normale" år er i stand til at udvikle store talenter, som har potentiale til at fastholde dansk golf på det høje internationale niveau, som vores i øjeblikket ni spillere på herrernes Europa Tour er det mest synlige bevis på.
Det sagde medlem af Golf Klub Danmark komiteen, Ib Dam Schultz, da han på den årlige sponsordag overrakte legater til tre af dansk golfs største talenter. Golf Klub Danmark er en gruppe af sponsorer, som gennem de sidste 27 år har støttet dansk elitegolf med et pænt tocifret millionbeløb.
- Det er mig magtpåliggende at takke de sponsorer, som trods de meget svære tider for dansk erhvervsliv fortsat finder det værdifuldt at samarbejde med Dansk Golf Union om at udvikle de danske golftalenter til et niveau, så Danmark fortsat kan vise flaget på den internationale scene, fortsatte han.
Herrernes legat på kr. 25.000,- gik i år til den 18-årige Mads Søgaard fra Ikast Golfklub. Som sidsteårs junior har Mads Søgaard sat sig suverænt øverst på Faxe Kondi Juniorranglisten, blandt andet med placeringer som nr. 4 og 11 i to turneringer på de professionelles Ecco Tour, Jeld-Wen Masters og Danfoss Masters. Desuden blev Mads nr. 3 i Danish International Amateur Championship, før han kronede sæsonen med at vinde DM i hulspil. Mads Søgaard arbejder særdeles seriøst med udviklingen af sit golfspil. Han ved, han er god - men han er også godt klar over, på hvilke områder han kan blive bedre.
Damernes legat, ligeledes på kr. 25.000,- deltes i år mellem to spillere, den 18-årige Nicole Broch-Larsen, Hillerød Golfklub, og den 21-årige Charlotte Kring Lorentzen, Smørum Golfklub. Nicole Broch-Larsen er også sidsteårs junior, og en væsentlig forbedring af det generelle niveau kombineret med en virkelig god form har givet hende nogle fremragende resultater i denne sæson. Det har givet sejre i Wibroe Cup, Danish International Ladies Amateur Championship og DM i hulspil. Ved DM i slagspil måtte hun tage til takke med 2. pladsen - kun slået af dagens anden legatmodtager.
Charlotte Kring Lorentzen har det seneste par sæsoner været nøglespiller på sit amerikanske collegehold, Georgia State Athletics, og kvalificerede sig som den eneste fra dette hold til de amerikanske regionsfinaler. Tilbage i Europa for sommeren fik hun en flot individuel bronzemedalje ved EM for damer, som blev spillet i Holland under meget svære vejrforhold. Og kort efter var hun i Danmark, hvor hun vandt DM i slagspil. Charlotte arbejder meget struktureret med sin golfudvikling og er i løbende kontakt med de danske landstrænere, når hun er "hjemme" i USA.
- Det er virkelig opløftende at opleve, at det strukturerede udviklingsarbejde med danske golftalenter fortsat kan give så gode resultater, og Golf Klub Danmarks bidrag til dette arbejde er stærkt medvirkende til at gøre det muligt, sluttede Ib Dam Schultz.







Ingen kommentarer til "Legater til talenterne"
Indsend kommentar