Lee Westwood genindtager tronen
Af Anker Nielsen
Efter sin sejr i Indonesien er Lee Westwood atter bedst på verdensranglisten foran Martin Kaymer og Luke Donald
Der var til det allersidste stor spænding om, hvem der ville ligge øverst på verdensranglisten efter påskens mange turneringer. Både Lee Westwood og Luke Donald skulle vinde i deres respektive turneringer for at overhale Martin Kaymer, der holdt fri i påsken.
Allerede tidligt søndag stod det klart, at Kaymer måtte vige tronstolen, da Lee Westwood vandt sikkert ude i Indonesien, men sejren var ikke i sig selv nok for Westwood.
Såfremt Luke Donald vandt på PGA-Touren, ville han overtage tronen.
Og Luke Donald gjorde kampen om verdensherredømmet lige så spændende som kampen om sejren i The Heritage.
Først efter et dramatisk omspil, måtte Luke Donald kapitulere over for en storspillende Brandt Snedeker. Det betød at Luke Donald bevarede sin tredjeplads på verdensranglisten efter den nye etter, Lee Westwood og den hidtidige etter, Martin Kaymer.
Søren Kjeldsen kan glæde sig over sin flotte afslutning ude i Kina. Han fik 10,78 verdensranglistepoint for den delte andenplads og rykkede 13 pladser frem fra nummer 124 til nummer 111.
De to bedstplacerede danskere på listen, Anders Hansen og Thomas Bjørn spillede ikke i påsken og faldt begge lidt tilbage. Anders Hansen bevarede dog sin plads i top-50.
Brandt Snedeker fik 50 gode point ind på sin konto og rykkede frem fra nummer 66 til en lun og god plads som nummer 38.
Danskernes nuværende placering er (med sidste uges rangering i parentes):
49 Anders Hansen (47)
67 Thomas Bjørn (65)
111 Søren Kjeldsen (124)
145 Søren Hansen (144)
170 Thorbjørn Olesen (166)
343 Andreas Hartø (339)
371 Mark F. Haastrup (363)
381 Jeppe Huldahl (382)
762 Mads Vibe-Hastrup (771)
950 Anders Schmidt Hansen (934)
1194 Lasse Jensen (1184)
1291 Søren Juul (1284)