Lasse Jensen kan stadig nå europatouren
Af Henrik Søe
Lasse Jensen er klar til årets challengetour-finale og jagten på et europatour-kort. Efter afslutningen på Roma Golf Open stod det klart, at danskeren bevarer sin plads i top 45 på pengelisten.
Hvis resultaterne i Rom var faldet meget uheldigt ud, kunne en lille flok spillere have skubbet danskeren ud af top 45, men det skete ikke, og dermed bevarede Lasse Jensen sin chancen for at sikre sig et europatourkort. Det kræver dog en sejr eller en andenplads i Grand Final, hvor der er ekstra store præmiechecks på højkant.
Andreas Hartø stillede op som forsvarende mester og klarede som eneste dansker cuttet i Rom. Han sluttede på en 45. plads i finalefeltet efter en sidste runde i 76 (+5). Turneringen blev vundet af den særdeles formstærke englænder Sam Little, der besejrede svenske Pelle Edberg efter omspil. Det var Littles tredje sejr på challengetouren på bare en måned.
