Langt put gav sejr til Hanson
Af Mikkel Ring Christensen
Peter Hanson vandt KLM Open med spektakulær afslutning
KLM Open blev afgjort på 18. green, da Peter Hanson fandt bunden af hullet med et langt eagleput.
På de sidste ni huller udviklede europatourturneringen i Holland sig til en tvekamp mellem Peter Hanson og Pablo Larrazãbal. Det var tæt i toppen på de første ni huller, men sidst på runden fik Larazãbal gang i spillet. På hul 13 havde Peter Hanson i næstsidste bold lavet bogey, og spanieren kom også i problemer på par 3 hullet, da han missede green venstre og havde et utroligt krævende pitch. Han formåede at redde par, og det gav momentum.
Samtidig begyndte Hanson at sprede sine teeslag, så Larrazãbal så ud til at have overtaget. På hul 16 var den unge spanier et slag foran, og Hanson hookede bolden langt ud i skoven til venstre. Bolden kom til hvile på en sti med metalplader, og det tog sin tid, at finde ud af om pladerne måtte flyttes. Et kvarter gik der, før Hanson slog sit slag gennem trækronerne, men det lykkedes, og han gik fra hullet med en fantastisk par. Førerbolden måtte vente lang tid på teestedet, og da Larrazãbal endelig fik lov at spille hullet, udløste det en dum bogey.
På 18 hul var de to lige i 12 under par, og her sendte svenskeren et kæmpe drive af sted på par 5 hullet. Han havde kun et 9-jern tilbage i sit slag mod green, og efterfølgende trillede han et langt put ned ad bakke og i hul. Den eagle kunne Larrazãbal ikke matche, så Hanson endte med en to slags sejr.
Det er fantastisk. Jeg talte med min caddie Woddy på vej op mod sidste green og sagde, jeg ville give den chancen og få den hele vejen til hullet, og se hvad der sker. Jeg tror, han var ligeså glad som mig, da han så den gå i. det var en fantastisk følelse, og man ved ikke, hvad man gør bagefter. Måske bare løbe rundt som gale, sagde Hanson efter sejren til europatouren.
At Hanson vinder i denne uge er imponerende, da hans tanker var optaget af vigtigere ting end golf. Hjemme i Florida blev svenskerens 2-årige søn indlagt med vejrtrækningsproblemer, og den nu femdobbelte europatourvinder var tæt på at afbryde sin deltagelse i turneringen. Hanson sagde efter sejren at sønnens helbred heldigvis var i bedring.
Det tegner godt for det europæiske Ryder Cup hold, at spillerne viser form, her kort inden det går løs på Medinah. Udover Hanson var Nicolas Colsaerts og Martin Kaymer fra det kommende Ryder Cup hold med i turneringen på Hilversumche Golf Club udenfor Amsterdam. Colsaerts sluttede som delt nummer 8, og Kaymer blev nummer 21. Tyskerens placering er ikke voldsomt prangende, men det er et skridt i den rigtige retning, da resultaterne på det seneste ikke har levet op til vanlig standard.
På den delte 8. plads sluttede Anders Hansen også. Med en runde tre slag under par, rykkede Hansen ni pladser frem i tabellen. Søren Kjeldsen fik en dårlig afslutning på turneringen. Han var fem over par på finalerunden og slutter i bunden som nummer 64.
Da Larrazãbal ikke formåede at lave birdie på det lette hul 18, nåede Richie Ramsay op at dele andenpladsen. Scott Jamieson blev nummer fire, og femtepladsen blev delt mellem Gonzalo Fernandez-Castaño, Graeme Storm og Henrik Stenson.
Storm havde - udover at vinde turneringen - som målsætning at få fornyet sine spillerettigheder til næste år, og det er med 5. pladsen sikret. Stenson har haft et par magre år, men spillet ser ud til at blive bedre og bedre, og han nærmer sig top 60 på Race to Dubai, der giver adgang til den store afsluttende turnering på europatourkalenderen i december.
