Langer viste klassen
Af Allan Spangsberg
Den 55-årige gentleman var en af dagens bedste i BMW International Open.
42 gange har han hævet et Europa Tour-trofæ, og to gange har han trukket den flotte grønne jakke på som Masters-vinder. Bernhard Langer regnes ganske fortjent som en golfsportens allerstørste gennem tiderne, og fredag viste den 55-årige tysker, at
klasse er permanent.
I en sjælden start på Europa Touren viste veteranen, hvordan man tæmmer Jack Nicklaus-banen Gut Lärchenhof i gedigen blæst. Langer startede på 10. hul, og allerede efter syv huller var han fem under par for dagen. Denne score holdte han resten af vejen rundt, og veteranen hoppede dermed 69 pladser frem i feltet til en delt 21. plads - side om side med Thomas Bjørn i -5.
Efter runden var Langer naturligvis i godt humør, og han håbede på, at det tyske fodboldlandshold kunne kopiere hans optræden i den igangværende EM-slutrunde i Polen og Ukraine.
- Hvis en gammel gut som mig kan skyde en 67’er, så kan de levere noget lignende, sagde en grinende Bernard Langer efter runden.
BMW International Open er den eneste tyske Europa Tour-turnering, som Bernhard Langer ikke har vundet... Endnu.
