Kvalitet og kvantitet i stride strømme

Malene Jørgensen har spillet en fantastisk sæson – men er alligevel blevet overstrålet af flere landsmænd på LET

Printer venlig versionSend til en ven

Power Rankings: Fem danskere stillede til start i Dubai – og alle klarede sig flot igennem til weekenden. Danmark har både kvalitet og kvantitet i rigelige mængder på Ladies European Tour

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.
 
1. Malene Jørgensen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 8 i Omega Dubai Ladies Masters (Ladies European Tour)
Malene Jørgensen sluttede en fantastisk sæson af med et flot resultat i Dubai. En 8. plads i selskab med Europas elite og en urørlig kinesisk sejrskvinde er mere end godkendt, og den stabile fynbo slutter dermed på en 16. plads på ranglisten. Spændende at se, om hun kan holde niveauet ind i 2016.
 
2. Emily Pedersen
Sidste uge: 5
Seneste resultat: Nr. 17 i Omega Dubai Ladies Masters (Ladies European Tour)
Emily Pedersen blev kåret til årets rookie på Ladies European Tour efter en sand drømmesæson. Supertalentet fra Smørum har leveret en perlerække af store resultater i år, og selvom hun ikke nåede topniveauet i sæsonfinalen, var det mere end rigeligt til at fastholde 6. pladsen på LET-ranglisten og sikre sig hæderen som bedste førsteårsspiller.
 
3. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 28 i Omega Dubai Ladies Masters (Ladies European Tour)
Spillet kørte ikke helt i olie for Nicole Broch Larsen i Dubai, men kendetegnende er det, at hun alligevel formåede at vride en 28. plads ud af anstrengelserne. Det kræver en ikke helt ubetydelig fighterånd at hive sig selv op efter en udmarvende tourskole i forrige uge og finde noget frem fra reservetanken i sidste uge. Hun sluttede på en sensationel 3. plads på ranglisten og kan nu holde en velfortjent juleferie.
 
4. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 40 i Omega Dubai Ladies Masters (Ladies European Tour)
Det startede fint for Nanna Koerstz Madsen, der skulle forsøge at fravriste veninden, klubkammeraten og rivalinden Emily Pedersen titlen som Årets Rookie. En åbningsrunde i 70 slag gav håb om et topresultat, men Smørum-profilen kunne ikke holde dampen oppe. Hun endte på en imponerende 9. plads på årets rangliste.
 
5. Daisy Nielsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 45 i Omega Dubai Ladies Masters (Ladies European Tour)
Daisy Nielsen har ikke haft den bedste sæson på LET, selvom talentet uomtvisteligt er til stede. I Dubai var det ikke alting, der gik op i en højere enhed, men hun fik vist, at hun sagtens kan begå sig blandt Europas bedste golfkvinder. Nu gælder det Final Stage på LET’s tourskole, hvor hun skal sikre sig retten til at spille på Europas største scene i 2016.
 
Boblere
Thomas Bjørn (nr. 30 i Thailand Golf Championship (Asian Tour))