Kriseramte ejere
Af Thomas Vennekilde
Ejerkredsen af Proark Golf Plus har haft nogle hårde år
Kriser og konkurser er ikke noget nyt for ejerkredsen af Proark Golf Plus, der i dag har indgivet konkursbegæring. Flere af virksomhedens ejere har de seneste år været hårdt ramt af finanskrisen.
Mest opmærksomhed har der været om Karsten Ree, der blev milliardær, da han solgte livsværket Den Blå Avis til amerikanske eBay. Nogle af de penge brugte han til at investere i en række virksomheder. Computerproducenten Zepto gik konkurs i 2009. Året efter var det Amagerbanken, hvor Ree havde indskudt 750 mio. kr., der gik konkurs. Og i begyndelsen af i år var det Cimber Sterling, der opgav ævred. Her havde finansmanden angiveligt 100 mio. kr. i klemme.
En anden af ejerne af Proark Golf Plus, Michael Kaa Andersen, har også sagt farvel til en stribe virksomheder de seneste år. Da finansboblen brast var ejendomsmatadoren nødt til at sælge Basisbank, samt andele af Bella Center og Proark Golf, for at sikre den fortsatte drift i sin virksomhed.
En gruppe af investorer fra Ledreborg Palace Golf havde også andel i Proark golf Plus. De har tidligere prøvet at gå konkurs med Ledreborg Palace Golf.
FSP-Pension og Købstædernes Forsikring var også medejere af Proark golf Plus.